Stærke, men rammende ord fra Claus Perregaard
3 hrs ·Nogle fædre har, i moskéen på Dortheavej, fået forhandlet en såkaldt fredsaftale på plads mellem de stridende indvandrerbander. Er det potentialet i civilsamfundet vi her ser rejse sig? Eller er det parallelsamfundet, der igen formår at holde omverden stangen?
Det er selvfølgelig det sidste.
En forældregeneration, som i årtier har svigtet deres egne eller naboens eller fætterens drenge, og som ikke gider gå til flere begravelser med skrigende grædekoner, men som først og fremmest er trætte af at politi, ambulancer og ikke mindst medier, på grund af skyderierne, har deres faste gang i ghettoernes parallelsamfund i øjeblikket. Det er simpelthen Danmark, som foranlediget af drab og vilkårlige skyderier, er kommet for tæt på og alt for længe. Og det skal selvfølgelig stoppes.
Så fredsaftalen handler om at få stoppet skyderierne, så parallelfreden kan indfinde sig. Aftalen handler ikke om narkohandlen. Ikke om den vilkårlige og afstumpede vold. Ikke om rekrutteringen af mindreårige til kriminelle aktiviteter. Ikke om caféers og restauranters betaling af beskyttelsespenge. Det er med andre ord ikke kriminaliteten og lovløsheden som sådan, der er problemet. Det er den uønskede opmærksomhed, som skyderierne genererer, der er problemet.
Begravelsesoptogene, der udgår fra moskéerne, er fyldt op med dyre, sorte biler fra BMW og Mercedes og Audi, i et omfang der svarer til et mindre mellemøstligt lands BNP. Til stede er ikke alene sørgende pårørende, men så sandelig også hele flokken af kriminelle gangstere, der bruger lejligheden til endnu en magtdemonstration, som i en scene fra Godfather.
I sidste uge sagde politiet, at deres strategi virkede. Det var utrolig dumt sagt. Selv hvis det var rigtigt, var det dumt at sige det, netop i en uge hvor to personer blev skudt. Medmindre strategien er, at lade dem udrydde sig selv. I så fald er ”fredsaftalen” et ordentlige bovskud. Men jeg konstaterer da med glæde, at politiet er skeptiske over for aftalen, og at de opretholder tilstedeværelsen på Nørrebro og i Nordvest.
At aftalen faldt på plads i en moské, føjer kun spot til skade. Nogle af de stærkeste kræfter i opretholdelsen af parallelsamfundet og modstand mod integration i Danmark, får med aftalen lejlighed til at demonstrere deres betydning og uomgængelighed i parallelsamfundet. De kunne lige så godt have hejst et skilt, hvorpå der står: I forlader nu Danmark – velkommen til…”
Jeg forstår simpelthen ikke de danske politikere, på tværs af partier, som tilsyneladende er ligeglade med de hårde fakta, der ligger lige under overfladen på den såkaldte fredsaftale. Det er som Chamberlain, der blot ønsker ”fred i vor tid” – men den vil vise sig dyrekøbt. Igen.
I årtier har et væld af venlige, humanistiske, anti-racistiske, pro-multikulti pædagoger, skolelærere, integrationskonsulenter, socialrådgivere, betjente osv. mødt disse børn med venlighed, imødekommenhed og udstrakte hænder. Adgangen til fødegangen, til daginstitutioner, skoler, sundhedsvæsen, fritidstilbud, bolig, forsørgelse – alt – er kommet til dem. Og nu er det så ”fædre fra Mjølnerparken, Tingbjerg, Blågårds Plads og Nordvest” der får lagt en dæmper på de højlydte og forstyrrende skyderier, så den yngre generation kan fortsætte med deres kriminalitet under radaren.
Hvor hård en dom er det? Jo, jeg er vred og min dom er hård. Men den er som den må være. For de samme mennesker har godt kunnet sende deres døtre gennem et uddannelsessystem. Fejlen ligger altså i opdragelsen af drengene – og så er det sgu lidt sent at fædrene kommer på banen, når skuddene falder i gaderne.
Fædregruppen i moskéen får nu muligvis held med at få fjernet de skyderier, der tiltrækker uønsket opmærksomhed. Men jeg fornemmer ikke noget opgør med opdragelsen, med kriminaliteten eller med synet på det omkringliggende Danmark. At lægge forhandlingerne i en moské cementerer tværtimod afstanden. Det samme parallelsamfunds hovedarena, moskéen, hvor deres veluddannede og relativt integrationsparate døtre bliver sendt hjem til et voldeligt, påtvunget ægteskab af imamen, og hvor der dagligt hentes ammunition til udøvelsen af den sociale kontrol. Det er det parallelle retssystem, der hver dag krænker retssikkerheden i Danmark og som overlader muslimske borgere, og ikke mindst kvinderne, til et parallelt system, der for en tid har hævet blikket fra gamle bøge - for at få ro i kvarteret og igen få Danmark på afstand.
Hvis ”freden” holder, mellem disse notoriske gangstere, voldsmænd og narkohandlere, så pakker TV-stationerne sendevognen sammen og kører den til et dyrskue eller rapporterer fra en storm, der rammer i Thyborøn. Imens fortsætter hverdagen i de betændte kvarterer: Med bandernes dominans i gadebilledet, deres rekruttering blandt småknægte, deres narkohandel, deres inddrivelse af beskyttelsespenge og deres vilkårlige vold, hvis man så meget som ser på dem, med et blik de tolker som en provokation.
Og imamerne kan vende tilbage til at rådgive om fem daglige bønner, og at man skal blive i et voldeligt ægteskab, som man aldrig har ønsket at havne i.
Men julehandlen slår sikkert alle rekorder og livet går videre.
