Læge tiltalt for uagtsomt manddrab før hofteoperation

En læge er tiltalt for uagtsomt at have dræbt en 79-årig kvinde ved en fejlslagen rygmarvsbedøvelse.
Mandag behandler Retten i Lyngby en sag, hvor en 61-årig læge er tiltalt for uagtsomt manddrab af en kvinde før en hofteoperation. (Arkivfoto).
Mandag behandler Retten i Lyngby en sag, hvor en 61-årig læge er tiltalt for uagtsomt manddrab af en kvinde før en hofteoperation. (Arkivfoto).

Ritzau Ritzau,

13/11/2023

2000 gange skulle en 61-årig læge anlægge en rygmarvsbedøvelse, før det gik galt.

Lægen er tiltalt for uagtsomt at have dræbt en 79-årig kvinde ved i februar sidste år at have forvekslet to typer medicin og injiceret den forkerte under rygmarvsbedøvelsen i forbindelse med en hofteoperation.

Han er desuden tiltalt for at have udvist grovere forsømmelse eller skødesløshed i forbindelse med sin virksomhed.

Sagen behandles ved Retten i Lyngby mandag.

Manden nægter sig skyldig, og forsvareren argumenterer for, at han tog fejl af de to typer medicin, fordi den lå i en forkert kasse. Anklager mener, at det er grovere forsømmelse af erhvervet.

Kvinden skulle have udført en planlagt hofteoperation.

I forbindelse med hofteoperationen blev det vurderet, at der skulle anlægges lokalbedøvende medicin i rygmarvskanalen.

Lægen tog derfor en æske med små glasflasker - med lægefagligt sprog kaldet glasampuller - og satte en flaske på sit arbejdsbord.

Han havde set på æsken, men ikke på flasken.

Og det var den forkerte flaske. I stedet for et lokalbedøvende middel injicerede den tiltalte læge tranexamsyre i kvindens rygmarvskanal. Tranexamsyre bruges til at stoppe blødninger ved større operationer.

Kvinden fik derefter et krampelignende anfald, og hun fik hjertestop. Man genoplivede hende flere gange, men til sidst afgik hun ved døden.

I en skriftlig udtalelse har Retslægerådet gjort opmærksom på, at man ikke med sikkerhed kan sige, hvad den dødelige dosis af tranexsamsyre ved indgift i rygmarven er.

Anklageren, chefkonsulent Ulla Greibe, holder de to glasbeholdere frem i retten.

De ligner hinanden til forveksling, bortset fra at etiketterne er forskellige.

Anklageren vil vide, om han tjekkede etiketten, inden han injicerede midlet.

- Jeg kan ikke erindre, at jeg læste på etiketten, siger han.

Forsvareren spørger, hvor mange gange han vil tro, at han gennem årene har anlagt den type af bedøvelse.

- Cirka 2000 gange, siger tiltalte.

- Har du nogensinde oplevet, at den forkerte medicin lå i den rigtige æske?, vil forsvareren vide.

- Nej. Aldrig nogensinde, svarer han.

Kilde: /ritzau/