Nazileder anholdt for hærværk mod jødiske gravsten

En af de to mænd, som Østjyllands Politi har anholdt i sagen om omfattende antisemitisk hærværk mod jødiske gravsten i Randers i weekenden er den 3...

Claes Kirkeby Theilgaard,

13/11/2019

En af de to mænd, som Østjyllands Politi har anholdt i sagen om omfattende antisemitisk hærværk mod jødiske gravsten i Randers i weekenden er den 38-årige Jacob Vullum Andersen. Han er såkaldt redechef i Nordfront, også kendt som Den Nordiske Modstandsbevægelse, der er en pan-nordisk "revolutionær nationalsocialistisk kamporganisation" med afdelinger i Danmark, Sverige, Finland og Norge.

Overfor 180Grader afviste Jacob Vullum Andersen ellers at han eller Nordfront skulle have noget med de antisemitiske hærværksaktioner at gøre. Dog omtalte han aktionerne som "fine" og har overfor TV2 Østjylland også talt positivt om hærværket.

"Den Nordiske Modstandsbevægelse har ikke stået bag nogle af weekendens aktioner. Nordfront.dk har gengivet hvad Nordfront.se publicerede i dag. Nordfront.se har modtaget billeder fra anonyme nationalsocialister. På baggrund af, at disse meget fine aktioner ikke er udført af medlemmer fra Den Nordiske Modstandsbevægelse, er der ingen grund til at lave nogle medlemmer af organisationen stille op til interview", skrev Jacob Vullum Andersen i et mailsvar til 180Grader.

Massiv jødehetz over hele Skandinavien på årsdag for Krystalnatten

I hele Skandinavien blev der i weekenden bedrevet massiv jødehetz på 81-årsdagen for Krystalnatten, der står som en afgørende begivenhed i nazismens fremtog i 1900-tallets Tyskland.

På Krystalnatten rykkede SS-tropper og Nazipartiet ind i jødiske kvarterer, ødelagde butikker, brændte huse og synagoger ned, slog næsten hundrede jøder ihjel og fængslede titusindvis. Samtidig tvang nazisterne jøder til at gå med særlige gule ”jødestjerner”, så jøder til enhver tid kunne identificeres.

Udover det omfattende hærværk på jødiske gravsten i Randers, hvor mere end 80 gravsten blev overhældt med grøn maling og flere også blev væltet, oplevede flere jødiske privatpersoner at blive udsat for chikane. Blandt andet blev der ophængt jødestjerner på jødiske familiers postkasser, mens der også blev malet graffiti med jødestjerner på en privat jødisk bolig i Storkøbenhavn.

I Sverige, Finland og Norge blev der også udført flere hærværksaktioner. Billeder fra disse blev udgivet på Nordfronts danske hjemmeside.

Læs mere om aktionerne i vores nabolande her.

Kilde: