S-politiker idømt fængselsstraf for bedrageri

Tidligere medlem af regionsrådet i Nordjylland for Socialdemokratiet, Tina Juul Kjellberg, er i dag blevet idømt fængselsstraf i en omfattende sag ...

Claes Theilgaard,

02/09/2019

Tidligere medlem af regionsrådet i Nordjylland for Socialdemokratiet, Tina Juul Kjellberg, er i dag blevet idømt fængselsstraf i en omfattende sag om bedrageri. Samlet set er dommen på et år, hvoraf Juul Kjellberg skal afsone tre måneders ubetinget fængsel, mens den resterende dom er betinget og potentielt kan afsones i form af samfundstjeneste.

Tina Juul Kjellberg er blevet dømt for at have svindlet sin tidligere arbejdsgiver Region Nordjylland for over 700.000 kroner. Svindlen skete ved, at politikeren angav tabt arbejdsfortjeneste til regionen for et arbejde, som hun ikke havde. Tidligere i år erkendte Juul Kjellberg svindlen og trak sig i den forbindelse fra sit embede i regionsrådet.

I dommen blev der lagt særlig vægt på størrelsen af det svindlede beløb, at Juul Kjellberg endnu ikke har tilbagebetalt noget af det beløb, hun svindlede regionen samt at svindlen havde fundet sted i offentligt embede.