Seriedømt pædofil arbejder med børn

Arbejdsgiver bad ikke om at se straffeattest ved ansættelsen af en 53-årig scenemester på filmværksted for børn

Jesper Ørsted,

03/10/2010

Arbejdsgiver bad ikke om at se straffeattest ved ansættelsen af en 53-årig scenemester på filmværksted for børn. En seriedømt pædofil har i årevis arbejdet som scenemester blandt skolebørn på filmværkstedet Station Next i Hvidovre.

Det skriver Ekstra Bladet i dag.

I løbet af de sidste 15 år er den 53-årige PA blevet dømt fire gange for omkring tyve forhold af besiddelse af børneporno, blufærdighedskrænkelser og grove, seksuelle overgreb mod unge drenge - deriblandt gensidig oralsex og fuldbyrdet, analt samleje. Ofrene for de seksuelle overgreb vardrenge på mellem 12 og 14 år.

Arbejdsgiver krævede ikke at se straffeattest
I Danmark har vi en lov om indhentning af de såkaldte børneattester, der netop har til formål at afholde sexforbrydere fra børnerelateret arbejde.

Men Station Next's administrerende direktør, Ulrik Krapper, oplyser til Ekstra Bladet, at han ikke har indhentet den lovpligtige børneattest på sin 53-årige scenemester, der gjorde rent og ved enkelte lejligheder har medvirket i filmproduktioner.

»Set i bagklogskabens lys ærgrer det mig virkelig, vi ikke indhentede børneattest på ham. Men det er vigtigt for mig at sige, vi aldrig har fået klager over ham«, siger han.

Han er ked af, at have haft en pædofil gående blandt de 6.000 børn fra 6. klasse og frem, som kommer hvert år på Station Next for at lære at lave film.