USAs regering vil genoptage henrettelser efter 16 års pause

USA's regering vil efter 16 års pause genoptage henrettelser på føderalt plan

Claes Theilgaard,

26/07/2019

USA's regering vil efter 16 års pause genoptage henrettelser på føderalt plan. Fem henrettelser af dømte drabsmænd er planlagt, siger justitsminister William Barr.

Den første af de fem henrettelser skal efter planen finde sted den 9. december, skriver nyhedsbureauet dpa. Her bliver Daniel Lewis Lee henrettet for at have slået en familie på tre ihjel, heriblandt en otteårig pige. Daniel Lewis Lee var medlem af en gruppe, der kæmper for hvidt overherredømme. Han blev kendt skyldig i det tredobbelte drab i 1999 og har siddet på dødsgangen siden da.

De fire andre dødsdømte vil blive henrettet i de følgende uger, fremgår det af en meddelelse fra justitsministeriet. Flere henrettelser vil blive fastsat på et senere tidspunkt, skriver justitsministeriet.

- Vi skylder ofrene og deres familier at gennemføre den straf, som vores retssystem har idømt, lyder det i en udtalelse fra Barr.

Kilde: