Hvem kigger staten over skulderen, når den overvåger os?

Af Ivan Al-Hilali Retsordfører, Venstres Ungdom

I løbet af 2019 oplevede Danmark hele ni eksplosioner, hvoraf senest to af eksplosionerne begge fandt sted i august, ved Skattestyrelsen og en nærpolitistation på Nørrebro. Rystende udvikling for trygheden i Danmark. Men hvad er endnu rystende er, hvordan danske politikere nu flokkes med forslag om, hvordan vi skal komme denne kriminalitet til livs. Senest lancerede den Socialdemokratiske justitsminister, Nick Hækkerup, regeringens samlede modsvar på kriminaliteten med 16 forslag forklædt under navnet ”Tryg- og sikkerhedspakken”. Lysten til overvågning i dansk politik synes aldrig at have været så stor - det gælder såvel til højre som til venstre for den politiske midte. I kølvandet på regeringens forslag har DF, ikke overraskende, erklæret deres store kærlighed til Socialdemokratiets retspolitiske ”magnum opus” og sågar har Danmarks liberale (!) parti, Venstre, tilkendegivet deres støtte til idéen om øget overvågning i det offentlige rum.

Siden d. 11. september 2001 har vi i den vestlige verden oplevet stigende implementering af lovgivning, hvis formål har været at styrke myndighedernes mulighed for at forbygge terror og grov bandekriminalitet. I Danmark har det heddet Terrorpakke, retssikkerhedspakke – you name it – centralt for pakkerne har gang på gang været øget mulighed for overvågning i det offentlige rum. Det er i den forbindelse værd at nævne, at kriminaliteten alt andet lige ifølge Rigspolitiet er faldende. Siden 2015 er udviklingen gået den rigtige vej, men trods det føler regeringen sig nødsaget til at overvåge sine borgere. Spørgsmålet er nu blot, hvad er grunden egentlig til den store lyst til overvågning?

Der er mange gode grunde til at være imod overvågning, og det er utroligt, at man som borger i et frit, liberalt samfund er nødsaget til at finde den store violin frem for at overbevise andre om, at man ikke ønsker at blive overvåget. Men det synes desværre at være en tilfældet med den virkelighed vi står overfor, hvis regeringen får magt som den her agt.

Her kommer dog et par argumenter alligevel.

Det liberale argument er i sandheden meget intuitivt. Jeg er af den forståelse, at vi i fællesskab alle ”ejer” det offentlige rum. Det offentlige rum tjener os alle – ikke staten, og hvis man ønsker at værne om grundlæggende frihedsrettigheder, må man endvidere også mene, at overvågning er moralsk forkasteligt og ingenlunde er et nødvendigt onde. En betingelse for, at det frie samfund kan eksistere, må dermed også være, at vi alle skal have mulighed for at færdes frit uden at blive kigget henover skulderne. Overvågningssamfund fordrer, at vi konstant lever under mistanke for ”hvad nu hvis nogen bryder loven?”. Den præmis ønsker jeg ikke skal blive til realitet i et frit samfund.

Endvidere bryster man i sig politik typisk af at vedtage policy med videnskabelig evidens som grundlag. Såvel international som dansk forskning viser dog, at overvågningen ikke er så effektiv som regeringen ønsker at gøre det til. I den seneste danske analyse af TV-overvågning, konkluderer Det Kriminalpræventive Råd overordnet, at overvågning ikke har en præventiv effekt. DKR nævner en del faktorer, som skal være i spil, såfremt overvågning får en præventiv effektiv. Mest nævneværdige faktor er, at gerningsmanden forventes at tænkte rationelt over, at tilstedeværelsen af overvågningen er med til at udløse en potentiel straf. Uden den rationalitet har overvågning ingen præventiv effekt.

Derudover viser DKR’s analyse, at øget overvågning ét sted blot er med til at henskyde kriminaliteten til et andet sted, og i sidste ende betyder overvågningen, at samfundet mister sin ”sociale kontrol” – hvis man overværer noget kriminelt, har man mindre incitament til at bryde ind.

I forlængelse heraf konkluderer internationale studier, at brugen af overvågning kan være nyttig i forhold til tyveri, indbrud samt simpel vold, men har vist sig at være meget ineffektiv i andre grove tilfælde af kriminalitet. Altså netop den som regeringer herhjemme og ude i verden ønsker at komme til livs. 

Og hvis selv moralen bag det liberale argument og forskningen ikke skulle være et tungtvejende nok argument, så må erfaringen tilsige os, at overvågningen ikke virker. Kigger vi på de lande, der monitorerer sine borgere, har de heller ikke formået at løse kriminaliteten. Lyder argumentet dog stadig, at den øgede overvågning giver god grobund for at løse kriminaliteten, savner jeg blot svar på, hvornår den løser det? Hvor mange flere kameraer skal der til? Hvor meget frihed skal lovlydige borgere afgive for – åbenbart – at opnå denne såkaldte tryghed som staten ønsker at tilbyde?

Løsningen må findes ved henvisning til, at det danske politi er håbløs ubemandet og ikke ved en kopi af et kinesisk samfund, hvor vi konstant er under mistanke af staten. Det danske politi har i år allerede overarbejdet over 850.000 timer, regeringen udskyder politiforliget, men ønsker på samme tid at bruge 100 mio. på at opsætte overvågningskameraer, automatiserede nummerpladescannere og mest foruroligende: de nyopståede tanker om ansigtsgenkendelse.

Hvis vi reelt ønsker at løse kriminaliteten, synes det at være en idé at give politiet de fornødne ressourcer, de mangler for at kunne udføre rigtig politiarbejde, i stedet for den konstante politisering af politiets arbejde, som reelt kun skaber falske forhåbninger om et tryggere samfund. Det er vigtigt, at vi i stedet sikre, at midlerne til bekæmpelse af kriminalitet står mål med truslen imod os, snarere end at skabe en falsk tryghed, som intet løser.

Man kan pege fingre ligeså længe man ønsker over det dansk politi, og klandre dem for, at fx ikke flere indbrud bliver opklaret, men debatten hungrer efter på proportionalitet. Den katastrofale mangel på mandskab har for politiet betydet en benhård prioritering af allerede pressede ressourcer. Løsningen må være mere politimandskab, genoprettelse af lokal- og nærpolitiet og sidst, men allervigtigst, skal politikere stoppe med at flytte rundt med politiet som var de en brik i et politisk puslespil, der skal gå op, for partiernes stemmemaksimerings skyld.

Man må aldrig blindt stole på staten, og det er vigtigt at holde sine lovgivere i skak, for fejl og misbrug er altid en mulighed når opgaven forvaltes af mennesker. Det faktum er aktuelt i dag, som det altid har været. Fra år 65 til 135 levede en romersk digter ved navn Decimus Iunius Iuvenalis – bedre kendt som Juvenal. I sit værk 'Satirernes anden bog', sjette satire, vers 347, skriver Juvenal følgende: ”Quis custodiet ipsos Custodes?” oversat til dansk: ”Hvem vogter vogterne?” – det citat bliver med tiden mere aktuelt; for overvågning synes, af staten i særdeleshed, at være et ganske effektivt redskab til opklaringen samt forebyggelse af kriminalitet, men trods argumentet, bliver prisen under alle omstændigheder et ufrit samfund, hvor risikoen for magtmisbrug fra statslig side er skræmmende stor.

Overvågning i det offentlige rum er et enormt indgreb i borgerens ret til privatliv, og er det virkelig så betryggende at færdes offentligt velvidende, at man konstant bliver overvåget? Det mener jeg ikke. Vi må aldrig acceptere det ufrie samfund.

Dette er et debatindlæg indsendt af  en af 180Graders læsere. Det er alene udtryk for skribentens holdning. Læs mere om, hvordan du selv kan bidrage med debatindlæg til 180Grader her.

1 Kommentarer

Vis kommentarer

Log ind for at kommentere