Søren Pinds selvbiografi er både velskrevet, ærlig og tankevækkende. Man sidder tilbage med spørgsmålet om Pind rager op for sit intellekt og sin dygtighed, eller fordi der simpelthen er blevet for få at hans type.
For politisk interesserede er Søren Pinds selvbiografi en gavebod, hvor forfatteren deler gavmildt ud af erfaringer og oplevelser men også tager læseren med ind i en livestream fra et engageret menneskes post traumatiske terapi efter et liv i politik.
Pind fortæller i forordet at bogen er skrevet ud fra erindring, og altså ikke som mange andre selvbiografier ud fra dagbøger og noter. Det får stor betydning for hans værk, men alt efter smag gør det den både mere og mindre interessant. Mere, fordi man får Pind, som han er i dag, og mindre, fordi man får lidt for mange minder og lidt for lidt historie. Går læseren dog til bogen med den viden venter en oplevelse af de sjældne.
Pind holder nemlig hvad han lover i sit forord: En bog med hans oplevelse af tingene set gennem de øjne, han har i dag, og den erkendelse, at “det kan ikke udelukkes, at tidens væv objektivt har sat sine tråde anderledes.”
Læg mærke til sproget i citatet herover. Sådan er det også gennem bogen, hvor den nu tidligere V-politiker tager læseren med gennem hele sit politiske liv. Den private side får stå ukendt og skjult for offentligheden, hvilket kan efterlade lidt ærgrelse, fordi bogen også viser hvor meget politik og privat smelter sammen efterhånden som ungdomsparti bliver rigtig politik med stærke netværk og kampen om vælgernes tillid for at vinde politisk magt.
Pind har taget hele turen og deler med stor subjektiv sans for sin egen betydning i Danmarkshistorien både oplevelser og netværk, så man imponeres lige så meget som man tænker namedropping.
Denne anmeldelses skribent mindes en af de scener, der fremgår i bogen. Valbyhallen under Folketingsvalget i 2001, hvor Fogh og Nyrup var i duel og sidstnævnte i et forsøg på at udstille Fogh rev sider ud af hans bog - fra socialstat til minimalstat.
“Han rev side efter side ud af bogen, mens han tilføjede den ene hånlige kommentar efter den anden - og i salen virkede det enormt stærkt. Det var, som om hver side repræsenterede en kæmpe knytnæve lige i maven på Fogh og på de blå i salen,” skriver Pind, der - som denne skribent subjektivt mindes - stod lige ved indgangen til hallen under det meste af arrangementet. Der hvor alle gik ud og ind så den Københavnske V-leder og politiske vært for Fogh kunne blive set og måske ikke mindst selv se og fange de mennesker, der var vigtige for hans position og karriere. Sådan så det i hvert fald ud, og i bogen bekræfter Pind med sin ærlighed, at netop det med at blive hørt og set fyldte og fylder meget i politik - blot med en anden historie, der følger lige efter beretningen om den historiske scene i Valbyhallen.
Vi får et skønt indblik i spillet bag de politiske facader, når han fortæller om sit forhold til daværende overborgmester Kramer Mikkelsen, deler fortrydelser om magtkampe i Venstre i København og tager os med på rejsen fra VU til venskaber med moderpartiets magthavere.
Bogen kommer for alvor til sin ret efterhånden som Pind nærmer sig de sidste 10-15 år. Det er ikke så underligt med en bog, der er skrevet fra erindring, men efterhånden som forfatteren selv husker skarpere og arbejdede sig op sig til en stadig mere central rolle i Venstre bliver bogen også bedre.
Vi får på dejlig ærlig vis en stærk udlægning af magtkampe, som både førte til Pinds egen mæthed ved politik men også den netop udspillede formandskrig i Venstre. Pind holder sig ikke tilbage, og selvom en del bliver fortalt ud fra fornemmelser og rygter styrker det bogens samlede indtryk. Politik er paranoiaens parkeringsplads, hvor rygter kan frembringe handlinger, som ændrer magten i et parti. Det sagte ord, de gjorte handlinger kan kun svært trækkes tilbage, og selvom relationer skifter med magtens vinde viser Pind med sin bog, at mennesket og politikeren i hans tilfælde er en og samme.
Særligt stærk er bogen derfor også i beretningerne fra de ministerposter Pind er blevet givet. Dog uden den kulturministerpost, der måske stadig står som en drøm, der aldrig blev forløst.
Først udviklingsminister som han med sin eminente sans for politik og kommunikation - mange politikere i dag evner desværre kun kommunikationen - kaldte frihedsminister. Dernæst integration oveni med ansvar for at rydde op efter Birthe Rønn Hornbech efterfulgt af posten som landets sherif i Justitsministeriet for at runde en imponerende politisk karriere af som det han kaldte fremtidsminister, da han havde ansvaret for forskning- og uddannelse.
Hele vejen deler han minder og mærkesager med smittende indlevelse. Lige der i de historier fra ministertiden får man fornemmelsen af en mand med både talent og evner over standard. Nok kunne Pind som en af 18-20 ministre i en regering forsvinde i mængden, men i tilbageblik formår han at vise hvor skidt det står til med vores demokratiske styre. Det tjener i den grad bogen til ære, at Søren Pind lægger sig frem så ærligt for sin læser.
Nu kan man udlægge Pinds ærlighed og farvede hukommelse på en af to måder. Den ene som kronprins Pinds skuffelse over at landets folk og magthavere aldrig helt så den statsmand han var, før han gik. Den anden som et unikt indblik i samfundsmennesket Søren, der kæmpede sig til politisk magt men langsomt blev kvalt i strategier, spekulationer, karriereplanlægning, drømme om magt og demokratiets langsomt værre tilstand.
Sandheden er nok et sted midt imellem - og det kan i sig selv give en tomhed, når bogen er slut, for hvor mange pinde skal visne før vores demokrati igen kan rumme mennesker som Søren Pind?
