Paradoks eller længsel efter Rabalderstræde?: Eftertanker om afskeden med Larsen

I forbindelse med Kim Larsens bortgang mindes og hyldede mange – yderst velfortjent – hans musik, hans bramfrihed og måde at være på etc. – men samtidig har der de seneste år været en stigende opbakning til hvad man kunne kalde et ´anti-Larsen-samfund´.  

Jeg tænker her på fænomenet Kim Larsen – dvs. alt hvad de fleste af os, mere eller mindre korrekt, forbinder med denne, en af dette lands største kunstnere nogensinde. Jeg kendte ikke Larsen personligt – om end jeg har delt værtshus med ham flere gange – og derfor er det, som for de fleste andre, fænomenet Kim Larsen jeg må forholde mig til.

Enten udviser den sidste hyldest et paradoks, eller også længes mange tilbage til en tid hvor sundhedsfanatisme fyldte mindre, og Rabalderstræde mere?    

Hvad ser man for sit indre blik hvis man lukker øjnene og tænker på Kim Larsen? Jeg ser brune værtshuse, velskænkede øl og Prince-pakker uden kistebørn. Det hele naturligvis akkompagneret af den fantastiske og fyldige sangskat som Larsen efterlader os. Det er naturligvis subjektivt hvad man ser for sig, men det er nok de færreste der ser mondæne cafeer, (halv)maratonstrænende mennesker i lycra, eller speltboller, når de tænker på Kim Larsen og det univers som udgik fra ham, og som blev gjort levende i hans sange. Min forestilling er naturligvis påvirket af at jeg godt kan lide brune værtshuse, øl og cigaretter m.fl. men jeg tror faktisk at de fleste ser noget lignende for sig når de tænker på Larsen. Det var ganske simpelt det univers han skabte og beskrev med sin musik, og selvom man eksempelvis ikke ynder at frekventere brune værtshuse – for de findes heldigvis stadigvæk – så vil mange måske finde en glæde i at noget sådant kan rummes i Danmark, trods stigende sundhedshysteri gennem mange år. Det er, om ikke andet, mit håb at det forholder sig sådan.

Alternativt er der tale om et paradoks. Et paradoks som bedst eksemplificeres ved den stigende popularitet og opbakning til den suverænt mest formynderiske vedtagne lov i min levetid – rygeloven fra 2007. Larsen selv kæmpede, som bekendt, indædt imod dette forbud., og hele hans univers er gennemsyret af friheden til at leve som man ønsker. Det ville ganske simpelt være underligt hvis han mente noget andet, for så ville hans skabte univers ikke give mening og han ville formentlig ikke kunne have skabt det. Det kan derfor udlægges som et paradoks når danskerne i stor stil hylder Larsens univers, og samtidig bakker op om forbud der forhindre retten til at leve i et univers der ligner, eller blot fra tid til anden frekventere samme.

Nogen vil formentlig indvende, at det hele kan udlægges på en tredje måde – at mange kunne lide hans musik, og derfor alene hyldede hans mangeårige produktion af samme. Til det må der indvendes mindst to ting. 1) hvis det alene var musikken ville omfanget af hyldesten nok have været mere begrænset, trods alt. Og 2) Kim Larsens musik er mere end blot vellydende (pop)musik. Han skabte og formidlede, som nævnt, et helt univers – fra smukke Charlie på sin Harley, til Rabalderstræde, til hvad man kan få ud af at kigge på et litografi fra 1910 osv. – og man må i et eller andet omfang tage dette univers til sig for, at finde glæde i musikken. Ikke at man derved skal være enig med Larsen i alt, men man må dele hans grundlæggende glæde for dette univers for at finde glæde i musikken. Det er i hvert fald min påstand.

Derfor tror, for jeg kan ikke bevise det, at den yderst velfortjente hyldest som Larsen fik med på den sidste rejse handler om hele pakken – om hele Larsen-universet – som flere måske savner, efter flere år hvor tendensen har gået mod stadigt større sundhedshysteri, og værst af alt, et sundhedshysteri der agere pr. stedfortræder. Måske har flere fundet ud af at levealder ikke er ligefrem proportional med livskvalitet osv.? og endnu bedre, måske har flere overvejet om de egentlig – med staten som mellemstation - har ret til at diktere andre menneskers valg af livsstil? Det Larsen i et interview med Clement fra 2012 kalder ” (…) en nedbrydning af demokratiet (…)”. Det første behøver vi slet ikke debattere, hvis blot svaret på det andet er en anerkendelse af andre menneskers ret til egne (livs)stilsvalg.

Måske er jeg naiv, men jeg håber faktisk, at den seneste store hyldest til Larsen, også er netop en erkendelse af at hans univers har en stor værdi for mange af os, og at han når det kommer til (ryge)forbud havde ret. Eksempelvis havde han ret da han, i tidligere benævnte interview, argumenterede for at rygeloven er udtryk for mindre demokrati fordi det (eksempelvis) burde være op til den enkelte værtshusholderske, om der måtte ryges på vedkommendes værtshus. I samme interview gør Larsen gældende at det ofte handler om ikke at forringe det eksisterende samfund – ” (…) Det er ikke [Nødvendigvis] et spørgsmål om vi tror vi kan gøre verden bedre, det er et spørgsmål om at verden ikke bliver værre (…)” - og rygeloven er et ganske godt eksempel på en forringelse (af demokratiet m.v.). Til det hele kan jeg blot tilføje et amen! Det handler ikke om at ryge eller lade være – det handler først og fremmest om den private ejendomsret. Hvis samtlige beværtninger i dette land frivilligt havde forbudt rygning, ville det være helt fint med mig, men når staten gør det er det en helt anden sag. Mit håb er, at danskerne nu eller i nær fremtid, lære at stille sig selv det spørgsmål de bør stille sig selv når det omhandler statslig regulering – er det et anliggende for staten eller for individet? Når det gælder rygeloven er det derfor ikke et spørgsmål om pro- eller anti-røg, men om den private ejendomsret skal virke i praksis, og det mener jeg den skal. Alternativet er netop en nedbrydning af demokratiet.   

Slutteligt er det på sin plads med en hyldest til den frihedskæmper som Larsen, bland meget andet, var, og som mange åbenlyst sympatiserer med. I hans position havde det være ganske nemt blot at dukke nakken, men det gjorde han ikke. Han tog kampen op, og for det må man lette på hatten. Tak for indsatsen, og for modet til at gå imod strømmen, og i øvrigt – tak for sangen.  

 

0 Kommentarer

Log ind for at kommentere