Leder: Nyd eller forbyd-dogmet

Et helt fejlagtigt dogme har vundet udbredelse blandt mange borgerlige danskere

Slettet Bruger,

30/04/2008

Et helt fejlagtigt dogme har vundet udbredelse blandt mange borgerlige danskere. nyd eller forbyd-dogmet kunne vi kalde det. Dogmet forfægtes af autoritære konservative og libertinske liberale, og det har to budskaber med hver sin gruppe som afsender. De autoritære siger: Det, som man kan mene er dårligt, skal forbydes. De libertinske siger: Det, der ikke skal forbydes, er godt.

De autoritære konservative farer for tiden især i felten, når det har med muslimer i Danmark at gøre. Når de ser en mand med to koner, en kvinde med et slør og en gruppe med planer om at bygge en moske, så råber de: "Forbyd, forbyd, forbyd."

De libertinske liberale gjalder deres budskab ud, hver gang nogle drister sig til at mene, at det måske er gået lige lovlig vidt med ødelæggelsen af de sunde normer her 40 år efter 1968. Når et diskotek for mindreårige kritiseres for at lokke til sex på dansegulvet med alkoholpræmier, når der stilles spørgsmålstegn ved den grimme sprogbrug i Danmarks Radios programmer, når det problematiseres, at en minister drikker på skatteydernes regning, så galper de op: "Nypuritanisme, nypuritanisme, nypuritanisme."

De autoritære konservative har svært ved at acceptere, at man kan mene, at bestemte former for menneskelig adfærd er dumme, skadelige eller forkastelige, uden at man vil forbyde dem. Og de libertinske liberale mener, at man bør forsvare enhver dum, skadelig eller forkastelig handling, blot fordi man ikke vil forbyde den.

Men nyd eller forbyd-dogmet er ikke holdbart. For med hvilken ret skal man forbyde handlinger, som man måske ikke synes om, men som ikke har nogen håndgribelig skadelig effekt på andre end dem, der frivilligt udsætter sig selv for den? Og hvorfor skal man ikke have lov at mene og argumentere for, at alle mulige livsformer efter eget valg bør modarbejdes, når blot man ikke vil gøre det med truslen om fængselsstraf til dem, der ikke makker ret?

For de fleste mennesker hører det jo simpelthen med til at opnå en vis modenhed, at man lærer at acceptere det anderledes og respektere dets ret til at være her, samtidig med at man danner sig sine egne meninger og står ved dem, når de udfordres af det fremmedartede.

Måske de autoritære konservative og de libertinske liberale bare skulle tage at blive voksne?

Debatten er åben! ;-)

Kilde: