Leder: Socialpopulisme

Landets gammelsocialdemokratiske partier - Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og SF - har allerede lagt sig fast på, at de under ingen omstændigh...

Slettet Bruger,

29/08/2008

Landets gammelsocialdemokratiske partier - Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og SF - har allerede lagt sig fast på, at de under ingen omstændigheder vil røre ved efterlønnen, selvom det ville være en yderst effektiv måde at skaffe mere arbejdskraft til det danske samfund på. Det synspunkt skal de have lov at have, hvis de enten er ligeglade med, at Danmark uden reformer vil gå glip af en masse velstand, eller hvis de har andre bud på, hvordan arbejdskraften kan fremskaffes. Men ingen af delene er tilfældet.

Socialdemokraterne fra de tre partier vil i hvert fald ikke indrømme, at de foretrækker efterløn fremfor et velstående samfund. I stedet forsøger de at bilde os ind, at de med hokus-pokus løsninger kan få sygefraværet markant ned i Danmark, vel at mærke uden at skære én krone i ydelserne, og at de med mere efteruddannelse af de ledige - altså dem der, til trods for at der er arbejde at få på ethvert gadehjørne, ikke har et - kan få dem i job. Hvem forsøger de at narre?

Hvis man vil have sygefraværet ned, så må der indføres karensdage, så det omsiggribende pjækkeri, især blandt de offentligt ansatte, kan kommes til livs. Alle og enhver ved, at danskerne pjækker ustyrligt meget på arbejde, og der findes ikke det barn i kongeriget, som ikke kan regne ud, at man ville kunne bremse dette pjækkeri, hvis folk skulle betale deres første sygedage selv. Men de socialdemokratiske partier vil det ikke.

Hvis man vil have de ledige i arbejde, så nytter det ikke noget med efteruddannelse, for det er ikke de arbejdsløses uddannelsesniveau, der er problemet, det er deres motivation. Der er masser af ufaglærte job i dag, som ikke er besat, men de tilbageværende ledige søger dem ikke. De vil hverken køre taxa, gøre rent eller sidde ved kassen i Netto, fordi de bare hellere vil gå derhjemme. Hvad hjælper det så, at de kommer på skolebænken for at lære engelsk eller at skrive et dokument i Word? Hvis man vil have de mennesker i arbejde, så må man tage deres ydelse fra dem ved f.eks. at gøre dagpengeperioden kortere, eller sænke kontanthjælpen til SU-niveau. Men de socialdemokratiske partier vil det ikke.

Populisme og vælgerangst, det er hvad der foregår i de socialdemokratiske partier, især hos Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti - SF kan vi godt have mistænkt for ikke at vide bedre. De vil intet ansvarligt foretage sig, fordi de er bange for, at et af de konkurrerende partier i familien så vil stå med korslagte arme og snuppe alle vælgerne. I stedet for at gøre det, der er rigtigt for landet, gør disse politikere det, der tjener deres parti bedst.

Hvad blev der af idealismen, indignationen og kampen for det, man tror på? Hvorfor sælger de mennesker ikke bare vaskepulver i stedet?

Kilde: