Boligskat igen igen

LEDER: OECD har - igen - korrekt identificeret, at Danmark kan øge den økonomiske vækst ved at afskaffe den vækstdræbende topskat

Ole Birk Olesen,

20/01/2014

LEDER: OECD har - igen - korrekt identificeret, at Danmark kan øge den økonomiske vækst ved at afskaffe den vækstdræbende topskat. Men af en eller anden grund synes OECD også lige, at organisationen skal foreslå det finansieret ved at hæve boligskatterne i Danmark.

Ja, det kan man da gøre. Men man kan også hæve skatterne på kunstsamlinger, raceheste eller børn!

Det er i bund og grund en mærkelig idé, at folk skal beskattes ekstra på deres besiddelse af fast ejendom. Der er moms på opførelse af boliger, og der trækkes også indkomstskat af håndværkernes løn, når de nybygger eller renoverer. Der er med andre ord nøjagtigt de samme skatter på produktion og forbrug af boliger, som der er på al anden produktion og på alt andet forbrug, men alligevel bliver der lige puttet nogle ekstra boligskatter oven i.

Imens er de offentlige udgifter helt i top i Danmark. Hvad med i stedet at spare der for at finansiere lavere topskat? Hvorfor peger OECD ikke på den mulighed?

Når det kommer til stykket, så er en afskaffelse af topskatten enten selvfinansierende eller tæt på at være det. Ifølge Skatteministeriet koster det kun godt 7 mia. kr. ud af et samlet offentligt budget på over 1.000 mia. kr. De økonomiske vismænd anslår, at det ikke vil koste noget som helst for statskassen at fjerne topskatten.

Baggrunden for OECD's forslag om at udskifte topskatten med øget boligbeskatning er snarere en for økonomer uskøn hensyntagen til socialdemokratiske politiske følelser: Man ønsker at bevare indkomstligheden i verdens mest indkomstlige land.

Politik i stedet for økonomi.

Kilde: