Carl Andersen: Frie borgere overvåges ikke

Carl Andersen er tidligere formand for Liberal Alliances Ungdom (LAU) og i dag sidder han i hovedbestyrelsen i Liberal Alliance

Claes Kirkeby Theilgaard,

13/10/2019

Carl Andersen er tidligere formand for Liberal Alliances Ungdom (LAU) og i dag sidder han i hovedbestyrelsen i Liberal Alliance. Han har før blogget her på 180Grader, og efter en pause er han nu tilbage med en opsang til politikerne om overvågning og privatliv:

I et demokrati skal man ikke forsvare, hvorfor man ikke ønsker at blive overvåget. I et demokrati skal magthaverne forsvare, at de vil overvåge. Desværre er det ikke tilfældet i dag, hvor regeringen uden den store modstand i Folketinget kan udvide den i forvejen omfattende overvågning af almindelige borgere i det danske samfund. Det er et problem, jeg som liberal bliver nødt til at italesætte sammen med den uvante kombination af Liberal Alliance og Enhedslisten i Folketinget.


Helt grundlæggende bør vi som borgere kunne forvente at kunne gå og færdes frit. Forvente ikke at blive optaget og gemt på harddiske. Det bør være et grundvilkår i et frit samfund. Det typiske modargument er: ”Jamen, jeg har ikke noget at skjule så det gør ikke mig noget!”. Det er et arrogant og letkøbt argument begrundet i uvidenhed, om de negative konsekvenser, det kan have for samfundet. De fleste borgere sætter pris på at kunne låse døren og have privatliv. Måske kysse en pige på vejen hjem uden at det kommer på kamera. At kunne ses med nogen uden at skulle tænke på, hvem der nu ser med. Det er ikke ulovlige handlinger - men private handlinger - som skal kunne holdes privat.

Vi skal som borgere være opmærksomme på bagsiden af medaljen. Mon ikke der er politisk interesse i at se hvem tidl. statsminister Lars Løkke Rasmussen havde på besøg i lejligheden ved Nyhavn? Hvem bestemte forretningsfolk går en tur og snakker med i Kongens Have? Der foretages rigtig mange vigtige samtaler, møder og interaktioner som er helt lovlige, men som er underlagt en høj grad af fortrolighed.


Jeg opfordrer derfor regeringen, og de partier i Folketinget som ønsker at øge den i forvejen alt for omfattende kameraovervågning i det offentlige rum, til at tænke sig godt om: Er det det værd? Vil I ofre grundlæggende frihed og national sikkerhed for en smule falsk og midlertidig tryghed?