LEDER: Det er nemt at være et politisk parti, hvis man bare kan foreslå øget pengeforbrug i det offentlige, hver gang en vælgergruppe får adgang til medierne og kræver en ekstra bevilling. Særligt let bliver det, hvis man ikke behøver at fortælle, hvor man agter at finde pengene: Hvilke skatter, der skal hæves, eller hvilke andre udgifter, der skal skæres ned.
Så let har Dansk Folkeparti haft det i mange år. For tiden er partiet rejsende i nye udgiftskrævende forslag for mindst 40 mia. kr. - vel at mærke uden, at DF-toppen på noget tidspunkt har fremlagt tilsvarende mange spareforslag eller skatteforhøjelsesforslag, som kan skaffe de 40 mia. kr.
"Vi har den metode, at vi angiver en retning for, hvor vi gerne vil hen i vores politik. Og op til et valg tydeliggør vi så det, som vi mener er realistisk at få gennemført efter valget," lyder forklaringen fra Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl.
På menneskesprog betyder det, at Dansk Folkeparti i løbet af en valgperiode siger, at partiet vil en masse ting, som kan kaste lidt vælgergoodwill af sig, mens sagerne er i medierne. Men når valget nærmer sig, så barberer partitoppen ønskerne ned til det, som Dansk Folkeparti faktisk er villigt til at skaffe finansiering til at gennemføre. Resten ryger i glemmebogen sammen med den medieopmærksomhed, der var om forslagene, mens de var aktuelle, men som ikke længere er der, fordi pressen hver dag må finde nye nyheder at formidle.
Den taktik har vist sig succesrig for Dansk Folkeparti, som ifølge meningsmålingerne står til at få det bedste valg nogensinde, hvis det blev udskrevet nu. Men der går sjældent en uge uden at vælgerne bliver snydt med løfter om, at Dansk Folkeparti vil bruge penge på både det ene og det andet, som partiet, når det kommer til stykket, alligevel ikke vil finde penge til.
I politik som så mange andre steder er det ikke alt, som er effektivt, som også er kønt at se på.
