DF og LA i et nyt borgerligt flertal

LEDER: Nyeste meningsmåling viser VOI-flertal i befolkningen, og selvom der formentlig er lang tid til valgdagen, og selvom meningsmålinger altid er usikre, så kan man altid bruge meningsmålinger til at spekulere i, hvad der mon vil ske, hvis ...

Mange er optaget af, hvad et nyt borgerligt flertal, som skal rumme både Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, mon kan finde ud af at føre af politik sammen. Er de to partier ikke modsætninger i dansk politik?

Der er forskelle, men der er omvendt også fælles målsætninger i de to partier, som måske kan forudsige noget om politikkens retning i et borgerligt flertal, hvor både DF og LA har afgørende mandater:

* En konsekvent retspolitik

* En EU-politik som ikke begejstres af alt, der kommer fra Bruxelles

* En skepsis i forhold til dansk militær intervention over alt i verden

* Kloge krav for udlændinges opnåelse af dansk statsborgerskab

* Lukning af sociale kasser for udlændinge, der endnu ikke har bidraget til det danske samfund

* Udvisning af flere udlændinge for overtrædelse af straffeloven

* Lavere skat på de først tjente kroner

* Afskaffelse af diverse punktafgifter

* Bedre skattemæssige vilkår for hotel- og restaurationsbranchen

* En bremse på grundskyldens himmelflugt

Alle disse ganske væsentlige politikpunkter har både DF og LA markeret sig med. Der er altså tale om politik, som kan gennemføres helt uden, at et af de to partier skal gå på kompromis med deres egen politik. Med lidt kompromisvillighed oven i fra begge sider vil meget anden politik også kunne gennemføres.

Mange, der debatterer politik i såvel traditionelle som sociale medier, har en politisk interesse i at få forskellene i blå blok til at syne så store som muligt. Virkeligheden efter valget kan meget vel vise sig at være meget kedeligere - på den gode måde, hvor der kommer konkrete forbedringer ud af det.

109 Kommentarer

Vis kommentarer

Log ind for at kommentere