Drop klynkeriet, Radio24Syv

LEDER: Radio24Syv er snart ikke længere

Claes Kirkeby Theilgaard,

24/10/2019

LEDER: Radio24Syv er snart ikke længere. Det er konklusionen efter, at radiokanalen i kølvandet på et rodet politisk forløb tabte udbudsrunden på en ny DAB-kanal. Som følge af 24Syvs  missede mulighed for fortsat at hive mediestøtte hjem og forestående lukning, er mediedanmark blevet viklet ind i sørgerand. Alle – programchefer, værter, lyttere – har ondt af sig selv ovenpå 24Syvs nederlag. Og der bliver klynket noget så gudsjammerligt. Men hvorfor ikke vende situationen til noget positivt? Hvorfor ikke droppe klynkeriet og tage Radio LOUDs noget obskure sejr i udbudsrunden som et vink med en vognstang om, at medier bedst drives med penge, der ikke kommer fra staten?

For helt ærligt, lad os se det i øjnene: 24Syv har haft otte fede år på skatteydernes bekostning. Og ja, de har gjort det godt. Ingen tvivl om det. Men det afslører en grad af forvænthed og forkælethed, når 24Syv og folk omkring radioen bliver nærmest fornærmede over, at der ikke endnu engang venter en stor pose skattepenge til dem. Det er ingen lov, at en radiokanal – uanset, om den hedder 24Syv eller Radio LOUD – kan leve højt på skatteydernes penge, der deles ud af bureaukrater.

Når det så er sagt, så er hele 24Syv-sagen endnu et grufuldt eksempel på statens inkompetence og umuligheden i armslængdeprincipper og politisk uafhængige medier finansieret af staten. Vil man for alvor være en vagthund og levere god kritisk journalistik, må man gøre sig fri af staten.

Der er tydeligvis en kæmpe efterspørgsel efter Radio24Syv og det, kanalen kan. Det forstår man godt, for det er dygtige folk, der gennem de sidste otte år har bygget radioen op. Så spørgsmålet er i virkeligheden: hvorfor lade kanalens overlevelse afhænge af en stat, der virker til at være både politisk farvet og inkompetent i sin uddeling af midler?

Herfra skal I hvert fald lyde en opfordring: Kære Radio24Syv, drop klynkeriet, gør jer fri af staten og bliv et privat foretagende.