Efter et år med Greta Thunbergs klimaangst og hysteri er det på tide at rykke videre

I løbet af dagen i går var alverdens medier gået i gult for at meddele, at den svenske klimaaktivist Greta Thunbergs klimakamp, der begyndte med et papskilt og pjækkedage og blev til pavebesøg og potentielle nobelpriser, rundede et år. I et års tid har vi alle været indrulleret i cirkus Thunberg og har måttet lytte til den 16-årige Gretas profetier, mens hun gradvist er blevet ophævet til status af klimaorakel. I et helt år er verdens tilstand af klimahysteri blevet forværret, mens der endnu mangler reelle, fornuftige svar på den klimakrise, som Thunberg og andre ynder at tale op til paniske og angste dimensioner. Fra i dag bør vi tage hul på et nyt år: nemlig året, hvor vi rykker videre fra Greta Thunbergs klimahysteri og begynder at tage et af vor tids største problemer seriøst.

Der er nemlig ikke noget overdrevent i at erklære, at klimaudfordringerne er en stor trussel mod menneskeheden. Et stort problem, der skal tages hånd om. Hvad der derimod er overdrevent, er den paniske retorik, som Thunberg og konsorter agerer spydspids for. Når man som Thunberg erklærer, at ”vores hus er i brand”, og at hun derfor ønsker, at hun derfor ”vil have os til at gå i panik”, gør man intet godt for klimakrisen. I stedet skaber man netop panik og dertilhørende klimaangst, og som alle ved, er det ikke i et panisk tilfælde af angst, at mennesker handler bedst og klogest.

Vi skal ikke panikke: vi skal som i alle andre udfordrende tider forsøge at holde hovedet koldt. Vi skal se ud over angsten for, hvad fremtiden bringer, og finde de konkrete løsninger, der kan gøre en forskel.

Vi skal turde investere mere i fri grundforskning, der kan skabe grønne løsninger. Ligesom vi skal skabe bedre forhold for iværksættere og innovative virksomheder, der gør deres til at imødekomme klimaforandringerne. Og så skal vi have fri konkurrence mellem energiformer. Herhjemme subsidierer vi vindkraft helt enormt, men bandlyser atomkraft. Det er ikke vejen frem. Kun ved at lade energiformerne konkurrere frit, kan vi finde frem til de bedste løsninger.

Sidst, men ikke mindst: vi skal huske på, at klimaafgifter ikke er et værktøj til at slå forbrugerne i hovedet og udskamme dem. Klimaafgifter skal bruges klogt og varsomt til at kompensere for den forurening, alt lige fra hakke oksekød til flyveture påfører jorden.

Det er på tide at skifte Greta Thunberg ud. Vi skal have en ny, mere fornuftig og mindre angst galionsfigur for klimakampen. Efter et år med klimaangst og -hysteri er det blevet tid til et år med klimafornuft og reelle løsninger.

0 Kommentarer

Log ind for at kommentere