"Eksperter"

LEDER: Såkaldte "eksperter" i Vidensråd for Forebyggelse anbefaler nu, at cigaretafgiften sættes op, så en pakke med 20 cigaretter kommer til at ko...

Ole Birk Olesen,

24/02/2014

LEDER: Såkaldte "eksperter" i Vidensråd for Forebyggelse anbefaler nu, at cigaretafgiften sættes op, så en pakke med 20 cigaretter kommer til at koste 100 kr.

"Hér bør sættes langt mere markant ind – blandt andet ved at sætte priserne op, som vi ved vil virke," siger rådets formand, Morten Grønbæk.

Her er, hvad vi ved om virkningen af en så voldsom afgiftsforhøjelse: Danskerne vil købe massivt ind af cigaretter i Tyskland, og når de alligevel er afsted vil de købe andre varer ind også. Østeuropæiske håndværkere, som arbejder i Danmark, vil tage masser af cigaretter med til Danmark, når de har været hjemme hos familien, og der vil opstå sortbørshandel med cigaretterne. Vi ved også, at cigaretter, som købes i Tyskland eller Østeuropa, ikke er sundere end cigaretter, som i dag købes i Danmark.

Med en pris pr. cigaretpakke på mellem 15 og 22 kr. i de baltiske lande og Polen blot lidt længere inde i Østersøen er det oplagt, at der er mange penge at tjene på at transportere cigaretter fra disse lande mod Danmark, hvis vi hos os hæver prisen til 100 kr.

Lægerne i Vidensråd for Forebyggelse er formentlig eksperter i, hvad en reel forhøjelse af indkøbsprisen på cigaretter vil betyde for forbruget af cigaretter. Men de er tydeligvis ikke eksperter i den økonomiske virkelighed, som gør, at man ikke bare sådan med et fingerknips kan forhøje indkøbsprisen på cigaretter i lande, som ikke er Nordkorea.

Danmark er et åbent land med en åben økonomi. Danskerne rejser jævnligt til udlandet, mange endda alene med det formål at indkøbe varer, som grundet lavere afgifter er billigere der end i Danmark. Andre landes borgere kommer jævnligt til Danmark, bl.a. for at arbejde, og de kan nemt tage ting med hjemmefra for danskerne.

Det er faktisk lidt pinligt, at mennesker, som kalder sig eksperter, ved så lidt om de faktiske konsekvenser af den politik, som de under påberåbelse af deres ekspertstatus foreslår.

Kilde: