LEDER: Midt i al kaosset, der hersker i og omkring Venstre i øjeblikket, er der ét navn, der især dukker frem igen og igen som løsningen på det hele: Jakob Ellemann-Jensen. Den ganske unge Venstreløve følger, som efternavnet afslører, i farmand Uffes fodspor. For nogle er det efterhånden blevet en selvopfyldende profeti, at Ellemann-familien igen skal indtage formandsposten og føre Venstre mod Statsministeriet på ny. Men måske både tilskuere til og deltagere i magtkampen i Venstre burde stoppe et øjeblik og stille sig selv det spørgsmål, som burde ligge lige for: har Ellemann-Jensen den Yngre det, der skal til for at blive formand for Venstre?
Siden han gjorde sit indtog i folketingspolitik i 2011, har Jakob Ellemann-Jensen, om ikke andet så alene på grund af sit efternavn, været et hotshot i Venstre. I 2015 avancerede han til politisk ordfører, inden han fra maj 2018 til regeringsoverdragelsen i 2019 fik en kort turnus som miljø- og fødevareminister. Nu er han så tilbage som politisk ordfører igen. Jovist, Ellemann har da et mere veludrustet politisk CV end Liberal Alliances nye leder Alex Vanopslagh, men han har endnu til gode for alvor at blive tryktestet i toppolitik.
Med sin tilbagevenden til posten som politisk ordfører fik Ellemann en stol ved siden af Lars Løkke og Kristian Jensen til det kaotiske pressemøde til Venstres sommergruppemøde, hvor den interne krig i partiet for alvor brød ud i lys lue. Her virkede Ellemann grusomt malplaceret, og mens de to mere erfarne Venstremænd til højre for ham styrede slagets gang. Faktisk ytrede Ellemann stort set ikke et ord, men sad i stedet og kiggede forvirret rundt, smilede skævt og kløede sig bag øret. Det lugtede ikke langt væk af en kommende formand, der skal redde både Venstre og resten af det borgerlige Danmark fra druknedøden.
Samtidig er det meget sigende, at folk primært husker Ellemanns ministertid for én lille, rap replik om at han elskede bacon. En replik, der blev sendt af sted til en ophidset veganer, der havde opsøgt den måske kommende Venstre-formand ved Christiansborg. Den korte ministertid huskes således ikke for store politiske sejre eller bare en brøkdel af den nytænkning, som borgerlige har behov for at kaste sig ud i på miljø- og fødevareområdet. ”Jeg kan simpelthen ikke udtrykke med ord, hvor vild jeg er med bacon” er i stedet det eftermæle, Ellemann har skabt sig som minister.
Ser man forbi den hysteriske stemning, der er ved at opbygge sig om Ellemann den Yngre, er der ikke umiddelbart meget, der peger på, at han skulle være det bedste bud på en ny formand for Venstre. Det ville være naturligt at stille krav til en ny formand om, at han enten er erfaren eller nytænkende – og helst begge dele. Ellemann har endnu ikke vist, at han er nogle af delene.
Rummer Jakob Ellemann-Jensen andet end et skævt smil og en rap replik? Er han virkelig den mand, der bedst kan redde Venstre og det borgerlige Danmark?
