LEDER: I går blev et nyt formandskab i Venstre endeligt valgt. Efter ugers åben krig og flere års interne uroligheder og splittelse, er Jakob Ellemann-Jensen nu valgt som ny formand for Venstre. Han skal fremover akkompagneres af Inger Støjberg, der vandt en overbevisende sejr over Ellen Trane Nørby i et kampvalg om næstformandsposten. Det nye formandskab gjorde meget ud af at understrege, at fløjkrigene med dem ved roret har mødt deres endeligt. Mens Ellemann og Støjberg talte, blev bannere med teksten ”Fremad sammen” rullet ud over stolerækkerne i konferencecenteret i Herning. Men kan det nye formandskab levere? Kan de samle ikke blot Venstre, men hele blå blok og det mere vagt definerede ”borgerlige Danmark” bag sig?
Det ekstraordinære landsmøde i Venstre viste i hvert fald gode takter. Ellen Trane Nørby led et stort nederlag i næstformandsvalget med 206 stemmer mod Støjbergs 577, men alligevel var der ikke bitre miner fra nogle af parterne. Trane Nørby understregede, at hun bakkede op om det valgte formandskab, mens Støjberg og Ellemann søgte at gyde olie på vandene. Fra Støjbergs side blev Trane Nørby takket for en god valgkamp og endda kaldt ”en kapacitet” for Venstre.
Det bliver da også en absolut nødvendighed for den nye formandsduo Ellemann-Støjberg at inddrage Ellen Trane Nørby og den trods alt jævnt store portion af partiets bagland, som hun repræsenterer. I hvert fald, hvis man ønsker at leve op til egne løfter om at gøre op med fløjkrigene. Inddrager man ikke Trane Nørby og lever man ikke op til løfterne om bedre inddragelse af baglandet, er der hurtigt skabt grobund for nye og giftige fløjkrige.
Vælger man derimod at tage Trane Nørby i hånden, slå en streg over tidligere tiders interne konflikter og kigge fremad – og lykkedes man nogenlunde med en sådan vanskelig manøvre – lover det godt for partiet Venstre såvel som for det øvrige borgerlige Danmark. Med det nye formandskab er der forhåbentligt slået en ordentlig sløjfe på den krig, der har raseret Venstre og efterladt borgerligheden herhjemme i ruiner.
Man tør faktisk næsten blive lidt optimistisk på det borgerlige Danmarks vegne. Foreløbigt tegner det godt for det nye formandskab. De har dog heller ikke haft meget rum til at kvaje sig. I horisonten lurer det ordinære landsmøde den 16. og 17. november, hvor det er forventeligt, at vi vil få et indblik i den politiske linje, som Ellemann-Støjberg vil tegne.
Foreløbigt har den nye formand Ellemann ikke vist, at han er i stand til at sætte politiske dagsordener endsige bedrive politisk nytænkning. Den relativt unge formand er heller ikke blevet tryktestet i toppolitik. Samtidig er han en mand, der skal fornøje sit landbrugsbagland og derfor kan have svært ved at føre an på klimafronten, hvor der i øjeblikket tegner sig bredt flertal for den socialdemokratiske regerings klimakrav. Næstformanden Inger Støjberg kan også bringe flere hæmsko med sig. Mest væsentligt: en undersøgelseskommission og en mulig rigsretssag hænger som en tordensky over den tidligere udlændinge- og integrationsminister. Falder hele sagen om adskillelse af asylpar ufordelagtigt ud, kan det ende som en politisk katastrofe.
Med alle disse forbehold in mente, kan man dog godt råbe et forsigtigt hurra for det nye formandskab i Venstre. Der hviler et stort ansvar på Ellemann og Støjbergs skuldre, og kan de leve op til deres parole om at bevæge sig ”fremad sammen", kan genrejsningen af det borgerlige Danmark være godt på vej.
