Først Carina, nu Mille

LEDER: Først kom Carina, som ifølge SF's Özlem Cekic var fattig, selvom hun havde næsten 16

Ole Birk Olesen,

05/12/2013

LEDER: Først kom Carina, som ifølge SF's Özlem Cekic var fattig, selvom hun havde næsten 16.000 kr. at bruge af efter skat. Da det tal kom ud, var der ikke rigtigt nogen danskere, som mente, at Carina var fattig, og pludselig mente ikke engang Özlem Cekic det længere.

Nu har vi så også stiftet bekendtskab med Mille, som har lagt en video på nettet, hvor hun grådkvalt fortæller om sine økonomiske problemer, som vil opstå, når hun efter nytår ikke længere kan få udbetalt kontanthjælp, fordi hun er samlevende med en kæreste, som tjener penge nok til at forsørge Mille.

Ligesom med Carina har Mille nu også lagt sit og kærestens budget frem, og ligesom Carina har de to også 16.000 kr. til overs, efter at skatten er betalt. Men Mille og kæresten har udgifter, som også er på 16.000 kr., så der er ikke plads i budgettet til mad, og det er det forfærdelige, som gør Mille så ked.

Enhver kan dog meget hurtigt se, at der også i budgettet er forbrug, som det ikke bør være skatteydernes opgave at finansiere: Især er der renter og afdrag på lån for 3.000 kr./mdr., og der er udgifter til bil på 2.570 kr./mdr. Skæres der ned her, så er der plads til mad og drikke.

Alternativt kan Mille gøre sig umage med at finde et arbejde. Hun påstår ganke vist, at hun lider af angst og har andre skavanker på psyken, men Mille er dog ikke mere angst, end at hun gerne tager en tur i mediemøllen med gråd og fremlæggelse af såvel påståede psykiatriske diagnoser og budget for sit privatforbrug.

Der findes faktisk mange flere mennesker, som er lidt angste, end der findes mennesker, som af den grund ikke arbejder. Resten tager sig selv i nakkeskindet og kommer afsted alligevel.

En positiv sidegevinst af, at Mille fra nytår mister kontanthjælpen, kan meget vel blive, at hun finder ud af, at hun kan mere, end hun tror, i stedet for at hun bruger sin tro på ikke at kunne noget til at friholde sig fra pligten til at forsørge sig selv.

Kilde: