Halvanden måneds ministertjans - halvandet års ministerløn

LEDER: SF's Jonas Dahl formår at skrabe til sig

Ole Birk Olesen,

02/02/2014

LEDER: SF's Jonas Dahl formår at skrabe til sig. Seks uger som skatteminister, og nu vil han hæve ministerløn på godt 1,1 mio. kr. om året i halvandet år. Det er cirka 400.000 kr. mere end det MF-vederlag, han modtog før ministerudnævnelsen i december, og som han også burde kunne leve af igen, nu hvor hans parti er trådt ud af regeringen.

Sådan er reglerne, han gør intet ulovligt. Men ingen tvinger Jonas Dahl til at tage imod pengene. Han kan godt mærke efter i maven og nå til den konklusion, at det er en ekstravagant måde at kaste omkring med skatteborgernes penge på, og så sige:

"Ja, jeg har ret til de penge, men jeg vil ikke have dem, for jeg synes ikke, at jeg har fortjent dem."

Disse ord har vi ikke hørt fra Jonas Dahl endnu, men i takt med at forargelsen i den offentlige debat tiltager, vokser vel også eftertænksomheden hos ham.

Det ville naturligvis have været bedst, hvis han helt af sig selv havde tænkt tanken, så der slet ikke var behov for det offentlige pres. Det ville have vidnet om en politiker med et intakt moralsk kompas, ikke bare en "går den, så går den"-tilgang til livet.

Men nogen gange lader man sig forlede af egeninteressen til at glemme, hvad ret og rimelighed er. Det er beklageligt, men menneskeligt.

Det vigtigste er, at Jonas Dahl endnu kan nå at frasige sig sin ministerløn, så det bør han gøre.

Kilde: