Hvem kan svare? Hvorfor må offentlige institutioner gerne diskriminere mod mænd?

LEDER: Offentlige institutioner og myndigheder må ikke diskriminere mennesker på baggrund af eksempelvis race, tro, politisk overbevisning - og køn

Ole Birk Olesen,

07/11/2011

LEDER: Offentlige institutioner og myndigheder må ikke diskriminere mennesker på baggrund af eksempelvis race, tro, politisk overbevisning - og køn. Det fastslår FN's erklæring om menneskerettigheder. Alligevel kan man konstatere, at danske universiteter gør netop det. De kønsdiskriminerer ved at tilbyde deres institutter flere penge, hvis de ansætter kvinder som professorer, end hvis de ansætter mænd.

Til ingens overraskelse har det nu ført til mindst et tilfælde af usaglig ansættelse af en kvinde som professor på bekostning af en mand, som ellers var bedre kvalificeret. Information beretter:

"En mandlig lektor på Københavns Universitet ansøgte for nylig om et professorat, men fik til sin overraskelse at vide, at ledelsen var nødt til at ansætte en kvinde. Det skete, selv om den mandlige lektor var afdelingens førende forsker og havde det højeste antal publikationer, antal studerende, samarbejdsaftaler og internationale bevillinger bag sig.

»Yderst trykkede fortalte de, at stillingen var øremærket en kvinde, så instituttet kunne få udløst en ‘professorbonus’ fra dekanatet,« skriver han i en mail, som Information har fået adgang til."

Beslutningen om, at ansættelse af kvinder som professorer skal udløse flere penge end ansættelse af mænd, ville utvivlsomt og med rette være blevet kaldt mandschauvinisme, hvis det have været omvendt, altså hvis det var kvinder, som på den måde blev bortdiskrimineret for at tilgodese mænd.

Et ramaskrig ville have rejst sig, Folketingets partier ville have slået syv kors for sig, Folketingets Ombudsmand ville vel være gået ind i sagen, eller den ville blive anlagt ved en domstol. Ultimativt ville den blive forelagt Den europæiske menneskeretsdomstol i Strasbourg, og der ville Danmark blive pålagt straks at bringe orden i sagerne ved at tvinge disse offentlige universiteter til at opgive deres forskelsbehandling af kvinder og mænd.

Men sådan går det ikke, når det er kvinder, der favoriseres. Hvorfor ikke? Spørg ikke os, for vi forstår det ikke.

Det ligger uden for vores fatteevne.

Kilde: