LEDER: Socialdemokraternes zigzag-kurs om skat i de senere år er mageløs i sin populisme. Ikke fordi andre partier ikke også kan være med i samme disciplin, men i VKO-lejren vælger man dog et standpunkt, som man står ved over længere tid. Hvad Socialdemokraterne mener om skat afhænger derimod af hvilken ugedag, man spørger.
Det begyndte allerede før valget i 2007, hvor Socialdemokraterne forinden valget havde vedtaget et skatteoplæg, der forkyndte, at skatten på arbejde var for høj og skulle ned. Det forhindrede dog ikke de selvsamme socialdemokrater i få måneder senere at fremstille det kommende folketingsvalg som et valg mellen velfærd og skattelettelser, hvor Thorning & Co. var på velfærdens side. Var det næsten nye skatteoplæg da allerede sat ud af kraft, blev politisk ordfører Henrik Sass Larsen dengang spurgt. Det ville han ikke svare på.
Så har der været alle de gange, hvor Socialdemokraterne har sagt, at de går ind for skattestoppet - kombineret med alle de andre gange hvor de så alligevel har sagt, at der er behov for at hæve udvalgte skatter. Her lader vi nåde gå for ret, for regeringen er på det område ikke meget bedre.
Men senest har Socialdemokraterne så overgået sig selv ved i august at lade formand Helle Thorning-Schmidt forsikre, at nu - nu! - havde man fremlagt sit endelige skatteudspil, og nu var der simpelthen ikke flere nye skatter på vej, det kunne hun på det kraftigste forsikre. Og så kommer så alligevel i dag, et halvt år senere, en trussel fra Socialdemokraterne om, at man er klar med flere skatteforhøjelser.
Jamen, hvem kan dog tage det alvorligt? Vi har jo at gøre med et parti helt uden faste principper, et parti der kun er på jagt efter det budskab, som man her og nu og under indflydelse af døgnets aktuelle nyheder vurderer vil vinde størst gehør i vælgerdybet. Nye nyheder i medierne fører til nye standpunkter hos Socialdemokraternes ledelse, og den eneste røde tråd er ønsket om for egen vindings skyld at kunne høste ministerløn med tilhørende chauffør.
Kønt er det ikke at være vidne til, og man kan kun håbe, at vælgerne gennemskuer det.
Det begyndte allerede før valget i 2007, hvor Socialdemokraterne forinden valget havde vedtaget et skatteoplæg, der forkyndte, at skatten på arbejde var for høj og skulle ned. Det forhindrede dog ikke de selvsamme socialdemokrater i få måneder senere at fremstille det kommende folketingsvalg som et valg mellen velfærd og skattelettelser, hvor Thorning & Co. var på velfærdens side. Var det næsten nye skatteoplæg da allerede sat ud af kraft, blev politisk ordfører Henrik Sass Larsen dengang spurgt. Det ville han ikke svare på.
Så har der været alle de gange, hvor Socialdemokraterne har sagt, at de går ind for skattestoppet - kombineret med alle de andre gange hvor de så alligevel har sagt, at der er behov for at hæve udvalgte skatter. Her lader vi nåde gå for ret, for regeringen er på det område ikke meget bedre.
Men senest har Socialdemokraterne så overgået sig selv ved i august at lade formand Helle Thorning-Schmidt forsikre, at nu - nu! - havde man fremlagt sit endelige skatteudspil, og nu var der simpelthen ikke flere nye skatter på vej, det kunne hun på det kraftigste forsikre. Og så kommer så alligevel i dag, et halvt år senere, en trussel fra Socialdemokraterne om, at man er klar med flere skatteforhøjelser.
Jamen, hvem kan dog tage det alvorligt? Vi har jo at gøre med et parti helt uden faste principper, et parti der kun er på jagt efter det budskab, som man her og nu og under indflydelse af døgnets aktuelle nyheder vurderer vil vinde størst gehør i vælgerdybet. Nye nyheder i medierne fører til nye standpunkter hos Socialdemokraternes ledelse, og den eneste røde tråd er ønsket om for egen vindings skyld at kunne høste ministerløn med tilhørende chauffør.
Kønt er det ikke at være vidne til, og man kan kun håbe, at vælgerne gennemskuer det.
