Ideologi forklædt som kønsforskning

LEDER: Europarådet har truffet en politisk beslutning om, at de menneskelige køn - kvinde og mand - er en social konstruktion

Ole Birk Olesen,

27/04/2011

LEDER: Europarådet har truffet en politisk beslutning om, at de menneskelige køn - kvinde og mand - er en social konstruktion. De er, hedder det i en konvention fra rådet, "socialt konstruerede roller, opførsler, aktiviteter og egenskaber, som et givent samfund finder passende for mænd og kvinder". Og herhjemme bakker to kønsforskere op. Karen Sjørup fra Roskilde Universitet refereres i Kristeligt Dagblad oven i købet for at sige, at "hermed tager Europarådet de fremherskende kønsteorier til sig, lytter til forskerne og er i trit med tidens ånd".

Den slags kan man altså forske sig frem til, selvom alle vi andre ved, at det er det rene sludder. Drenge og piger, mænd og kvinder er ikke skabt ens fra naturens hånd, deres forskellighed begrænser sig ikke alene til det fysiske, og de generelle kønsforskelle, der er på kvinders og mænds evner og prioriteter i livet, er i høj grad påvirket af vores DNA. Det ved helt almindelige og snusfornuftige børn og voksne, og det ved også de forskere, som beskæftiger sig naturvidenskabeligt med mennesket og dets udvikling.

Sociolog Karen Sjørup og hendes ligesindede kønsforskere har imidlertid gjort det til en levevej at prædike ideologi forklædt som forskning. De er en integreret del af den feministiske bevægelse, som hævder, at alle resultatforskelle på mænd og kvinder i samfundet er uretfærdigheder, som er skabt af sociale strukturer, og at de derfor bør nedkæmpes politisk.

Der findes formentlig ikke ét forskningsområde, der er så politiseret som kønsforskningen, og det er i sig selv nok til at sætte spørgsmålstegn ved, hvad det skal gøre godt for, at der bruges millioner af skatteyderkroner på det. Feministerne må selv betale for deres ideologiske tænketanksvirksomhed.

Kilde: