Kammeraterne i Socialdemokratiet stopper hinandens lommer med skattepenge

LEDER: I går kunne Ekstra Bladet fortælle historien om Henrik Sass Larsen, en sygemeldt mand, der har annonceret sit exit fra politik, men som alligevel formår at hive dobbeltløn for hele to jobs, han ikke længere udfører. Med en smart lønfinte er det dog lykkedes Sass ikke blot at hive sin folketingsløn hjem, men også sikre statsrevisorlønnen til både ham selv og den socialdemokratiske gruppeformand Flemming Møller Mortensen, der agerer stedfortræder til møderne hos Statsrevisorerne. Sass Larsen-sagen lægger sig i kølvandet på historien om Mette Frederiksen, der omgik det almindelige lønloft for at sikre sin rådgiver og trofaste støtte Martin Rossen en rekordløn. Efterhånden står én ting klart: kammeraterne i Socialdemokratiet er gode til at omgå de gængse regler og stoppe hinandens lommer.

Flemming Møller Mortensen har siden Sass’ sygemelding ageret stedfortræder, men officielt har Sass ikke trukket sig fra hvervet. Ved blot at indkalde en stedfortræder og ikke fratræde hvervet officielt, kan Sass sikre sig selv og sin partifælle en god bonusløn på 30.000 kroner om måneden. På Folketingets hjemmeside fremgik det ellers indtil for nyligt, at Sass Larsen skulle være fratrådt som statsrevisor. Men det var åbenbart en fejl, der nu er rettet, ifølge Møller Mortensen.

Sass virker ikke til at have nogle intentioner om at vende tilbage til folketingsarbejdet eller sit hverv som statsrevisor, men han har åbenbart heller ingen lyst til at trække stikket officielt, så længe han kan indkassere en klækkelig løn. Sass’ folketingsløn løber op i godt 800.00 kroner, og til denne kan han så lægge 30.000 om måneden for sit hverv som statsrevisor. I alt når han op på en løn på over en million kroner. Alt sammen for arbejde, han ikke udfører.

Det er forfærdeligt at være syg med depression, som det er tilfældet for Sass Larsen, men selv ved en sygemelding bør man have respekt for sit embede og det folk, der har valgt en til det. Det betyder også at have respekt for de skattepenge, der betaler ens løn. Desværre må man konkludere, at hverken Sass Larsen eller hans partifæller har den fornødne respekt for skatteborgernes penge.

Henrik Sass Larsen har tydeligt meldt ud, at han forlader politik. Hvorfor er det så, at han ikke vil tage konsekvensen og fratræde sine hverv som folketingsmedlem og statsrevisor? Hvorfor er det, at Mette Frederiksen finder en opfindsom måde at omgå det almindelige lønloft, så hendes højre hånd kan få en rekordløn?

Svaret ligger lige for: socialkammeraterne fra liste S har deres egen berigelse for øje, og de finder gerne smutveje for at stoppe skatteborgernes penge i egne lommer.

0 Kommentarer

Log ind for at kommentere