Kommunale venstreorienterede huse

LEDER: Pressehistorier om en kamp om magten mellem kriminelle og venstreorienterede i det kommunalt finansierede og hidtil venstreorienterede hus "...

Ole Birk Olesen,

04/02/2014

LEDER: Pressehistorier om en kamp om magten mellem kriminelle og venstreorienterede i det kommunalt finansierede og hidtil venstreorienterede hus "Folkets Hus" på Nørrebro må udløse et helt andet spørgsmål:

Hvorfor skal skatteyderne i København i det hele taget betale for, at venstreorienterede kan have et kommunalt hus helt for sig selv? Ikke bare ét, men to! Ingen bør have glemt, at der oven i Folkets Hus jo også findes et autonomhus i Købehavns nordvestkvarter, som kommunen ligeledes betaler for.

Hvad ligner det?

Der findes ikke tilsvarende kommunale huse, som borgerlige mennesker kan monopolisere til deres formål. Der er intet Frihedens Hus, som Københavns Kommune stiller til rådighed for liberale menneskers særlige aktiviteter, og heller ikke et Traditionernes Hus, som konservative kan råde over. Kun venstreorienterede københavnere har deres egne kommunale huse.

Københavns Kommune nærmer sig her at være en bananrepublik. Der har altid været massivt venstreorienteret flertal i Københavns Borgerrepræsentation, og det flertal benytter uden blusel magten til at tryne særbevillinger til politiske venner igennem.

Autonomhuset blev i sin tid bevilget, efter at unge venstreekstreme havde sat Københavns gader i brand og udøvet massiv hærværk mod bl.a. biler og butiksruder. Huset blev bevilget i forhandlinger mellem daværende overborgmester Ritt Bjerregaard og repræsentanter for de autonome, som under forhandlingerne end ikke ville oplyse deres efternavn, og ingen vidste, om det fornavn, de benyttede, var korrekt.

"Værsgo', ukendte menneske, som står i ledtog med mennesker, som smadrer byen - her får du et hus fra kommunen," var den reelle besked dengang.

Ryd op, København!

Kilde: