Konservative EU-kvaler

LEDER: Mens landene i Eurozonen pønser på en finansunion, hvor medlemslandene sammen hæfter for hinandens gæld, og hvor unionen har afgørende magt ...

Ole Birk Olesen,

30/09/2012

LEDER: Mens landene i Eurozonen pønser på en finansunion, hvor medlemslandene sammen hæfter for hinandens gæld, og hvor unionen har afgørende magt over de enkelte landes budgetter, fordi det ganske rigtigt er en afgørende forudsætning for, at en valutaunion kan fungere, så skændes vore hjemlige Konservative om, hvorvidt Danmark skal være med i det hele og meget mere eller ej.

Det skal vi, mener partiets folketingsgruppe. Det skal vi ikke, mener partiets bagland måske.

Af et parti, som i tiltagende grad taler om vigtigheden af at sikre fædrelandets beståen og suverænitet, at være, så har de Konservative bemærkelsesværdigt svært ved at håndtere EU-diskussioner. Én ting er, at de Konservative ikke kan forstå, at selve eurokonstruktionen i økonomisk forstand har været fejlbehæftet fra starten og næppe kan konstrueres på en måde, som er et frit marked med konkurrerende valutaer overlegen. Noget andet er, at de Konservative på den måde er villige til at ofre stadig mere national suverænitet på EU's alter.

Hvordan hænger det sammen? Det gør det ikke, og det bør for alle interesserede tilskuere til de Konservatives mange politiske kursskifter de senere år få en klokke til at ringe: Heller ikke det nyvundne fokus på det nationale, som er det seneste påhit i Det Konservative Folkeparti, har formentlig rod i et ægte engagement.

At være partikonservativ i dagens Danmark synes først og fremmest at være et resultat af et dybfølt ønske om, at være en bedsteborgerlig støtte af det etablerede og magtfulde. Det er ikke dette at have egentlige holdninger, som er i fokus, men mere den position i samfundets hierarki, som man som person har og gerne vil bevare, eller - for de yngre kadrers vedkommende - som man gerne vil opnå.

Derfor bør man nok holde op med at lede efter sammenhæng mellem den overordnede partifortælling og den konkrete stillingtagen til politiske emner i Det Konservative Folkeparti. En sådan sammenhæng er slet ikke et mål for de partikonservative, der har alt for travlt med at positionere sig selv som personer i håb om at bevare eller få en fin plads for sig selv i samfundsorganismen.

Kilde: