Liberal Alliances nedsmeltning sætter spot på det borgerlige Danmarks blødende akilleshæl

LEDER: I forgårs skrev jeg en leder, der stillede spørgsmålet om Simon Emil Ammitzbøll-Bille ville blive den næste, der forlod Liberal Alliance. Siden da er det gået stærkt, og i går valgte Simon Emil at følge sin ideologiske åndsfælle Christina Egelund ud af partiet i protest mod den politiske linje, som begge de tidligere LA-profiler finder for nationalkonservativ. Flere afsløringer her på 180Grader og andre steder har desuden vist, at splittelsen i LA ikke er noget nyt fænomen.

Snarere har partiet i årevis været kløvet i to fløje, der særligt har bekriget hinanden på udlændingeområdet. Men det er først nu med Simon Emils exit, at striden mellem den ”liberale” og ”nationalkonservative” fløj i LA for alvor er kommet op til overfladen. Og netop den strid mellem nationalkonservatismen og liberalismen er her på den anden side af valget hele det borgerlige Danmarks blødende akilleshæl.

Da den tidligere liberal kronprins Simon Emil i går smækkede med døren og annoncerede sin afsked med LA i et Facebook-opslag og i efterfølgende medieoptrædener, skete det med henvisning til, at han ønskede en mere liberal retning, som blandt andet havde fokus på ”fairness og retssikkerhed” i udlændingepolitikken. Og det mener hverken Ammitzbøll eller Egelund at kunne finde i det LA, som den nye partileder Alex Vanopslagh er ved at stable på benene.

LA’s uskønne nedsmeltning sætter spot på den ubekvemme sandhed, som spøger i det borgerlige Danmark: at liberalismen og nationalkonservatismen kan være svære at få til at mødes på midten. For ja, en liberal og en konservativ kan måske finde sammen om at være imod de røde ræve, de deler sæder med i folketingssalen. Men tager man denne fælles fjende væk, kan det godt være svært at finde fælles fodslag.

Udlændingepolitikken er for alvor der, hvor det svære forhold mellem liberalisme og nationalkonservative bliver sat under lup. Et eksempel er den verserende sag om syrienskrigere og fratagelsen af disses statsborgerskab.

Liberale som Ammitzbøll og Egelund ser en sådan fratagelse af statsborgerskab uden domsproces som et angreb på retsstatsprincipper og demokrati. Det, som Ammitzbøll og hans fæller vil kalde for mere nationalkonservative kræfter, lægger mindre vægt på principperne og mere på den konkrete sikkerhedssituation. Det er her, hvor vejene skilles i LA, og det er her, hvor LA’s situation bliver symptomatisk for det borgerlige Danmarks generelle tilstand.

I spørgsmål om syrienskrigere, burkaforbud og håndtrykslov kan universelle, personlige frihedsrettigheder ramle sammen med nationale hensyn til sikkerhed, sædvane og suverænitet. Dét er stadig det primære problem for det borgerlige Danmark: hvordan lægger man snittet, så både nationalkonservative og liberale er tilfredse? 

Foreløbigt har man ikke fundet formlen, og det efterlader en splittet borgerlig opposition, der ikke kan yde modspil til en påfaldende samlet regering.

2 Kommentarer

Vis kommentarer

Log ind for at kommentere