Mette Arbejdsløs og Mette Beskæftigelse

LEDER: Så fik arbejdsløse Mette Hansen fra TV2-programmet "Velkommen til virkeligheden" job

Ole Birk Olesen,

24/09/2012

LEDER: Så fik arbejdsløse Mette Hansen fra TV2-programmet "Velkommen til virkeligheden" job. Faktisk fik hun allerede tilbudt arbejde i juli - hele tre gange endda: På en fabrik, på et lager og som frisør. Men dengang takkede hun nej.

Det var imidlertid ikke Mettes eget ansvar, at hun sagde nej til arbejde. Det ved vi fra en anden Mette, nemlig beskæftigelsesminister Frederiksen, for som hun siger: "Arbejdsløshed er aldrig det enkelte menneskes ansvar". Heraf kan vi udlede, at når Mette fra TV2 sagde nej til arbejde i juli og således gik ledig i et par måneder indtil nu, så var det ikke hendes ansvar.

Måske var det så Mette fra Beskæftigelsesministeriets ansvar, at arbejdsløse Mette ikke tog imod det arbejde, hun kunne få? Det er en mulighed. Mette F. forhøjede kontanthjælpen ved fjernelsen af kontanthjælpsloftet, så Mette H. ikke - som før lovændringen - blev sat ned i kontanthjælp efter seks måneders ledighed.

Men alligevel ... Ligefrem at friholde arbejdsløse Mette helt for ansvaret for at tage imod det arbejde, hun kunne få, fordi beskæftigelses-Mette har øget udbetalingen af kontanthjælp, er måske at gå lige vidt nok.

Den mulighed, at Mette Frederiksen bare har sagt noget sludder om ansvar og arbejdsløshed, foreligger naturligvis også.

Kilde: