LEDER: I dag er det 14 år siden, at Muhammedtegningerne blev udgivet for første gang i Jyllands-Posten. Artiklen ”Muhammeds ansigt”, forfattet af daværende kulturredaktør på JP Flemming Rose og illustreret af 12 bladtegnere satte fokus på en kvælende selvcensur, der den dag i dag stadig har hold i Danmark og resten af verden. Den velkendte historie om det, der er sket som reaktion på tegningerne, har sidenhen lært os meget om kulturmødet mellem islam og dennes dogmer og den frie, mere sekulære vestlige verden samt de konflikter, dette møde kan medføre.
14 år efter er det ikke helt galt at kalde Muhammedtegningerne for noget af det bedste, der kunne være sket for Danmark. Men den dag i dag har vi glemt arven fra de 12 tegninger og den debat, der fulgte i kølvandet på dem.
”… ingen kan forudsige, hvad selvcensuren vil ende med”. Sådan skrev Flemming Rose i den oprindelige artikel, der ledsagede Muhammedtegningerne. I forbindelse med tiåret for tegningerne i 2015 blev selvsamme citat bragt i Jyllands-Posten. Ved siden af det fremhævede citat var artiklen med tegningerne genoptrykt. Denne gang var tegningerne dog skiftet ud med stiplede linjer som udtryk for, at end ikke JP tør bringe deres egne famøse tegninger.
Under Muhammedkrisen blev Danmark kendt internationalt som en bastion for ytringsfriheden, men flere enkeltpersoner, Jyllands-Posten og Danmark som sådan måtte betale en høj pris. Med tegningerne fulgte trusler, demonstrationer, brændte Dannebrog, boykotter af danske varer, brandattentater og terror.
På trods af den høje pris var og er Muhammedtegningerne noget af det bedste, der kunne være sket for Danmark. Tegningerne er ikke den simple provokation, de ofte gøres til. Både de 12 tegninger og tilhørende artikel og især Flemming Roses utrættelige indsats i årene efter Muhammedkrisen er først og fremmest et integrationsprojekt.
Da Flemming Rose i bedste sendetid på TV2 NEWS i Søren Lipperts talkshow blev spurgt, om han og Rasmus Paludan ikke blot havde samme mål, kunne det ikke være længere fra sandheden. Paludan vil sende muslimer ud af Danmark og forbyde islam, Flemming Rose ville i sin tid med Muhammedtegningerne vise muslimer af enhver støbning, at retten til hån, spot og latterliggørelse selvfølgelig også gælder for deres profet. Med Muhammedtegningerne behandlede man muslimer som de ligeværdige medborgere, de er. Hverken som underkuede minoritetsfolk eller uønskede elementer.
I dag har vi glemt arven fra Muhammedtegningerne. Under Muhammedkrisen stod Danmark som en frontkæmper for ytringsfriheden, men i dag tør alt for få at holde fanen højt. Det er dybt beskæmmende. Det er sørgeligt, hvor godt et tag selvcensuren har i de fleste af os. De islamiske voldsmænd ser næsten ud til at have vundet slaget her 14 år senere.
Og dog. For sådan behøver det ikke være. Læg mærke til, at der i denne leder skrives at ”Muhammedtegningerne er noget af det bedste, der kunne være sket for Danmark”. I ordet ”kunne” ligger der en anerkendelse af, at tegningerne ikke har udspillet deres rolle, men at der er uudnyttede muligheder i Muhammedtegningerne. At tegningerne kan blive noget af det bedste, der er sket for Danmark – men at de ikke helt er det endnu, fordi vi svigter vores ansvar.
Derfor: Muhammedtegningerne kunne være noget af det bedste, der er sket for Danmark. Det kræver dog, at vi viser mandsmod og lever op til arven fra de 12 tegninger. I dag er vi nået så langt, at selv ikke Jyllands-Posten genoptrykker de famøse karikaturer. Skal vi holde ytringsfriheden i hævd, skal vi gå i den helt anden retning, så enhver i Danmark uden problemer tør at have Kurt Westergaards famøse Muhammed-med-bombe-i-turbanen-tegning som baggrund på deres telefoner, som tryk på deres t-shirts og kaffekrus.
14 år er gået, og de fleste af os har desværre svigtet det frie ord til fordel for selvcensuren. Lad os bruge de kommende jubilæer for Muhammedtegningerne på at vende den udvikling.
De originale tegninger er ikke nemme at få lov at genoptrykke på grund af ophavsrettigheder. Dog kan de sammen med den tilhørende artikel ses på Jyllands-Postens hjemmeside her.
