LEDER: Moa-fuglen blev udryddet af det newzealandske naturfolk maorierne, da de kom til øerne, og andre store pattedyr i Europa og Nordamerika er muligvis også blevet udryddet af datidens europæere og indianere.
Det er formentlig nutidens moderne menneske, som kan opbyde den største bekymring - og ressourcerne til at gøre noget ved det - for diversiteten af dyr og planter. Tænkte den maori, som kastede spyddet mod den sidste moa-fugl mon overhovedet over, at han dermed udryddede arten? Bekymrede det denne ædle vilde? Formentlig ikke.
Men det bekymrer det moderne menneske - det ved vi. I alle rige lande bruges der ressourcer på at bevare naturens mangfoldighed, sågar også at genskabe fortidens biodiversitet ved at genskabe gammel natur, hvor dyr og planter, som har været udryddet i landet eller regionen, igen kan leve og gro.
Fremgang og velstand for mennesker er forudsætninger for det overskud, som skal til, for at mennesker kan begynde at bekymre sig om andre ting end deres egne helt bassale behov. Maorien skød moa-fuglen, fordi han var sulten og havde børn at mætte. Vi andre er allerede mætte og er nu villige til at opgive noget af vores velstand til fordel for en verden, hvor vi er omgivet af en mangfoldighed af dyr og planter.
Velstand dur til alt godt, fattigdom dur til intet.
