Ny blogger på 180Grader: Sådan genrejser vi det borgerlige Danmark

Anders Storgaard er ny blogger på 180Grader

Claes Theilgaard,

19/09/2019

Anders Storgaard er ny blogger på 180Grader. På sin blog, der bærer titlen "Opråb fra midten", vil han fremover skrive med et socialkonservativt udgangspunkt og et særligt fokus på klima, medier, udenrigspolitik og uddannelsespolitik. Storgaard har siden 11-årsalderen været aktiv i politik og er i dag formand for Konservativ Ungdom.

I sit første indlæg giver han sit bud på en 4-punktsplan, der kan genrejse det borgerlige Danmark:

Punkt 1) Giv hvert parti plads og lad dem spille på deres styrke

Dette er punkt 1 og ikke uden grund: for heri ligger nøglen til både borgerlighedens nuværende forfatning og til vejen frem. Vi bruger simpelthen mere tid på at kannibalisere hinanden end på at sælge borgerlige værdier.

Det er sjældent at man skal kigge til Sverige for lærdom, men der er dog en ting, som de i fascinerende grad er lykkedes med da de havde magten og som vi i Danmark ikke har haft siden firkløverregeringen og det er at skabe et borgerligt sammenhold ud fra forståelsen af, at vi alle sammen har en fælles aktie i, at den borgerlige kage bliver større.

...

Punkt 2) Generobring af klimadagsordenen

Hvis det borgerlige Danmark igen skal til magten, så kommer vi det ikke uden at have en ambitiøs klimapolitik eller som minimum have partier, der kan udfordre de røde på denne dagsorden. Hvis man tror, at dette emne var en døgnflue, så tager man fejl og især i by-Danmark vil det være afgørende at kunne udfordre de røde på klimadagsordenen.

I den seneste valgkamp var de blå partier konstant på retræte på denne dagsorden, fordi de røde fremstod som de mest ambitiøse. Vi borgerlige forfaldt til standpunkter om klimatosser, at vi ikke skulle løbe for meget foran og, at løsningerne skulle findes internationalt.

...

Punkt 3) Tag opgøret med de universelle overførselsindkomster

I mine øjne er det største nederlag for det borgerlige Danmark, at det aldrig er lykkedes os at udfordre den grundlæggende præmis bag de universelle overførselsindkomster, som er at alle – uanset om de har behov – skal have en fed check fra staten.

...

Punkt 4) Plads til ”både og”

De fleste analytikere vil fortælle os, at den største svaghed der findes, er uenighed ”internt i blokken” og at man for at være en stærk opposition skal være enige. Det mener jeg savner enhver form for evidens. De røde var ikke skadet af at have både partier som De Radikale med en blå økonomisk politik og dybt venstreorienteret flygtningepolitik, mens socialdemokraterne stjal den blå udlændingepolitik og førte klassisk rød fordelingspolitik. Dette førte til at de både stjal vælgere, der var utilfredse med den blå udlændingepolitik og vælgere, der stolede på, at Socialdemokraterne ville videreføre den.

Vi bliver nødt til at kunne rumme både Jan E. Jørgensen-segmentet og DF-segmentet i den borgerlige blok hvis vi skal vinde næste valg og der bør være et parti blandt os, der tager den liberale rolle på sig. Det kunne eksempelvis være LA, der har haft tradition for i tidligere tider at stille sig skeptisk overfor de mest nationalkonservative tiltag, men det vigtigste er, at vi giver plads til begge standpunkter i den borgerlige lejr.