Rød aldersdiskrimination

LEDER: Socialdemokraterne og SF har to forslag om statslig diskriminering af bestemte grupper i en ansættelsesituation med i deres program for en r...

Ole Birk Olesen,

10/06/2011

LEDER: Socialdemokraterne og SF har to forslag om statslig diskriminering af bestemte grupper i en ansættelsesituation med i deres program for en rød-rød regering efter et valg.

Det første kender vi, nemlig at mænd ved lov skal smides ud af børsnoterede selskabers bestyrelser og erstattes af kvinder. Men nu viser det sig, at også yngre og midaldrende danskere skal formenes adgang til stillinger, som i stedet skal besættes af danskere over 60 år.

Forslaget går ud på, at pålægge offentlige arbejdsgivere en afgift for hver medarbejder, der endnu ikke har nået efterlønsalderen og til gengæld give tilskud per medarbejder, der har rundet de 60. Således gør man det mindre attraktivt at ansætte "ungt" og mere attraktivt at ansætte "gammelt" med en offentlig aldersdiskriminationspolitik.

Forslaget er ligesom kvindekvoteforslaget horribelt, og det bør stride mod Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, hvis denne skal give nogen som helst mening. Konventionen slår fast, at staten skal behandle borgerne "uden forskel på grund af køn, race, farve, sprog, religion, politisk eller anden overbevisning, national eller social oprindelse, tilhørighed til et nationalt mindretal, formueforhold, fødsel eller ethvert andet forhold".

Forslaget synes desuden at være undfanget i uvidenhed om de faktiske forhold på arbejdsmarkedet. Danskere, der er 60 år eller ældre, er den aldersgruppe, som er mindst ramt af ledighed. Det er blandt de 25-29-årige og de 30-34-årige, at flest er ledige.

Torben Hansen, arbejdsmarkedsordfører for Socialdemokraterne, begrunder bl.a. forslaget sådan her: "De steder, der har en overenskomst, hvor de ældre er dyrere, skal institutionerne kompenseres for det, så medarbejderne kan blive på arbejdspladsen."

Altså, fagforeningen har forhandlet sig frem til en dum overenskomst, der kræver højere løn - anciennitetsløn - til ældre medarbejdere, selvom der ikke er grundlag for at tro, at de skulle være mere værdifulde end de yngre. I sig selv en urimelighed for de yngre, der ikke får lige løn for lige arbejde.

Det skal så ifølge Socialdemokraterne og SF ikke føre til, at medarbejderne fremover lønnes efter fortjeneste, næh, de to partier vil i stedet lade staten understøtte uligelønnen med et tilskud til de ældre og en afgift på de yngre, så arbejdsgiverne ikke har incitament til at drage den naturlige konsevens af forholdet, som er at fyre de ældre og ansætte de yngre. Forslaget sørger for, at de ældre ikke har nogen som helst grund til at kræve anciennitetslønnen afskaffet, og forslaget medvirker derfor til, at det uretfærdige lønsystem kan leve til evig tid.

Goddag, mand, økseskaft!

Kilde: