SF i kaos

LEDER: SF er i kaos, men SF'erne ligger, som de har redt

Ole Birk Olesen,

30/01/2014

LEDER: SF er i kaos, men SF'erne ligger, som de har redt.

SF har altid levet på en forestilling om, at man kunne "ophæve tyngdeloven" og gøre en masse ting, som man faktisk ikke kan gøre, fordi virkeligheden sætter grænser. Uforsigtigt gik SF alligevel i regering, fordi partiets ledende personer gerne ville gafle en ministerpost til sig selv, men med den for SF beklagelige konsekvens, at man ikke længere kunne præsentere urealistiske dagdrømme som politik, fordi en regering ikke kan lege, at virkeligheden ikke eksisterer.

Så slog partiet revner - alt for mange partimedlemmer troede faktisk på, at alt det, man havde sagt i årtierne i opposition, kunne gøres til regeringspolitik, og de troede, at de kunne blive ved med at sige nej til alt det, som en regering siger ja til, fordi tyngdeloven er en realitet, og fordi hver krone kun kan bruges én gang.

Nu springer de ud af regeringen igen, og Enhedslisten får atter konkurrence om at være det foretrukne parti for virkelighedsfjerne socialister.

Lige nu ser det sort ud for SF, men på længere sigt kan det meget vel være Enhedslistens spåede store fremgang ved et kommende folketingsvalg, som er truet. Vi skal mindre end 4 år tilbage i tiden for at finde et Enhedslisten, som i flere år i træk oftere lå under end over 2,5 procents tilslutning i meningsmålingerne. Så gik SF ind i et forpligtende samarbejde med Socialdemokraterne, så de ikke længere var til at skelne fra Thorning & Co., og så begyndte det at gå ned ad bakke for SF, mens Enhedslisten begyndte at gå frem.

Nu står SF frit igen. Og når alt kommer til alt: Der er altså ikke over 10 procent af danskerne, som er revolutionære socialister, lige som Enhedslisten er.

Kilde: