LEDER: I går annoncerede den tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg efter en kort, men intens omgang rygtemageri sit kandidatur til næstformandsposten i Venstre. Alle andre nævneværdige potentielle kandidater har i den sidste uges tid været ude og undsige sig posten som næstformand og nu har Støjberg altså budt sig til som den måske kommende formand Jakob Ellemann-Jensens højre hånd. Allerede nu er makkerparret Ellemann-Støjberg blevet vendt i medierne og i Berlingske har der endda været snak om de to som et potentielt ”dream team” for Venstre. På overfladen kan det virke til, at Ellemann-Støjberg er løsningen på alle Venstres problemer. Til gengæld er der en noget mere dyster realitet, som ligger og lurer under overfladen: Inger Støjberg som næstformand kan ende med at blive en tikkende bombe under hele partiet Venstre.
Det er selvfølgelig stadig hvedebrødsdagene for formandsduoen Ellemann-Støjberg, men med sig i bagagen har den tidligere udlændinge- og integrationsminister en sag om tvangsadskilte asylpar og et muligt lovbrud. Situationen er faktisk så grel, at en rigsretssag spøger i horisonten. Finder en sådan rigsretssag sted, og bliver dommen, at partiets næstformand har begået noget ulovligt med sin instruks om at adskille asylpar tilbage i 2016, vil det ryste hele Venstre. Når man hæver en person som Inger Støjberg op og gør hende en del af partiledelsen, blåstempler man fra partiets side hendes ageren, herunder hendes ulovlige adskillelse af asylpar. Støjbergs instruks fra 2016 er en grov tilsidesættelse af almindelig forvaltningsskik og retsstatsprincipper, og lige nu ligger sagen blot og venter på at bryde ud i lys lue.
Dertil skal man ikke undervurdere, hvor uenige og forskellige, at Jakob Ellemann-Jensen og Inger Støjberg er. Sidstnævnte er mest af alt kendt for at være en værdikriger på udlændingepolitikken, og her har Ellemann historisk været i opposition ikke kun til Støjbergs stramme politiske linje, men især hendes hårde retorik på området. At man blot skulle kunne viske tavlen ren og glemme alle tidligere tiders uenigheder og konflikter, virker usandsynligt.
Støjberg er fra den lille jyske by Hjerk og repræsenterer det landlige Venstre, Ellemann er fra Hørsholm og repræsenterer by-Venstre. De to er væsensforskellige med helt forskellige måder at bedrive politik på, og i en undersøgelse i Jyllands-Posten blev det klarlagt, hvordan formands- og næstformandskandidaten er lodret uenige på en række punkter, herunder på spørgsmålene om overvågning i det offentlige rum, flygtninge og udviklingsbistand. Hvorfor er det, at alle tror, at Ellemann og Støjberg pludselig kan slå pjalterne sammen og i fred og harmoni findes en fælles linje?
Det forekommer fatamorgana-agtigt, og det er bestemt ikke usandsynligt, at Ellemann-Støjberg kan blive en giftig cocktail med store uenigheder og konflikter. Og selv hvis der bliver lagt låg på uoverensstemmelserne, viser læren fra Løkke-Jensen-tiden, at ånden nok skal komme ud af flasken en skønne dag.
Hvis ikke politiske uenigheder på bl.a. det altafgørende udlændingeområde eller Støjbergs rigsretssag bliver det, der giver skår i glæden i det Venstre, der er i gang med at rejse sig selv og det borgerlige Danmark fra asken efter Løkke, er det måske kun et spørgsmål om tid, før Støjberg laver en af sine provokerende og skarpe udmeldinger. Spørgsmålet er så, om Ellemann blot vil lade stå til, mens Støjberg taster derudad om indvandrerdrenge på Facebook og sætter gang i debatten og det had og de dødstrusler, der for hendes vedkommende desværre følger med.
Der er således flere måder, hvorpå Inger Støjberg kan blive en tikkende bombe under det parti, som hun nu vil være næstformand for. Om det bliver det ene, det andet, det tredje eller noget helt fjerde, der antænder Støjberg og partiet med, er ikke til at sige. Og hvem ved, måske bliver det en fuser. Men med Støjberg som næstformand spiller Venstre hasardspil.
