Toiletpapir, socialisme, Enhedslisten - og det store hvorfor?

LEDER: Det regerende socialistparti i Venezuela har nu (midlertidigt) nationaliseret en fabrik, som producerer toiletpapir

Ole Birk Olesen,

25/09/2013

LEDER: Det regerende socialistparti i Venezuela har nu (midlertidigt) nationaliseret en fabrik, som producerer toiletpapir. Fordi der er opstået mangel på toiletpapir i butikkerne i Venezuela.

Sådan går det i lande med en hårdt styret socialistisk økonomi. Det synes at være en naturlov, ikke bare et resultat af uheldige omstændigheder. Socialister kan omfordele goder, for det kan enhver, som tilraner sig magt nok. Men de kan ikke skabe samfundsstrukturer, som er befordrende for, at goder også bliver produceret, og det handler ikke kun om toiletpapir. Jo mere hårdhændet socialismen er gennemført, desto større er risikoen for, at socialismen ligefrem vil lade mennesker sulte.

Der ville også opstå varemangel i Danmark, hvis Enhedslisten en dag skulle få stor nok opbakning til at føre partiets politik ud i livet. Det er ikke et overdrevet skræmmebillede af konsekvenserne af Enhedslistens politik - det er, hvad de praktiske erfaringer med den form for doktrinær socialisme, som Enhedslisten står for, har vist i alle lande, hvor politikken er blevet gennemført. Uanset hvor på kloden det er sket.

Alligevel er der mennesker, som bakker op om Enhedslisten, for tiden cirka 10 procent af danskerne. Og der er andre mennesker, som lader sig vælge for Enhedslisten med det formål at gennemføre så meget som muligt af Enhedslistens politik.

Om de 10 procent af danskerne, som støtter Enhedslisten, kan man for en stor dels vedkommende formentlig sige, at de ikke er helt klar over, hvad Enhedslistens endemål er. De kan bruge deres uvidenhed som en form for undskyldning.

Om de 12 personer, som i dag sidder i Folketinget for Enhedslisten, må man formode, at de går ind i det med åbne øjne. De kender Enhedslistens politik, og de kender de konsekvenser, som gennemført doktrinær socialisme har haft alle andre steder på kloden. Men alligevel ønsker de at gennemføre politikken her i Danmark.

Hvorfor? Hvorfor i al verden?

Kilde: