Ufredelige Enhedslisten

LEDER: Enhedslisten er i gang med en proces, som skal føre til, at partiet får et nyt principprogram

Ole Birk Olesen,

09/03/2014

LEDER: Enhedslisten er i gang med en proces, som skal føre til, at partiet får et nyt principprogram. Det nye program skal ifølge Ritzaus Bureau sikre, "at der kun må bruges fredelige midler", når der skal "gennemføres 'grundlæggende ændringer' af den private ejendomsret til produktionsmidlerne i Danmark såsom virksomheder, jord og naturressourcer".

Aha! Så Enhedslisten mener altså, at man kan få virksomhedsejere til at opgive deres private ejendomsret til de virksomhed, de har skabt eller købt, helt uden brug af ufredelige midler? Og det samme med landmændenes jordarealer - dem vil de også bare aflevere til staten, fordi Enhedslisten siger be-be?

Én ting er, at Enhedslisten er villig til at sige den slags sludder. Noget andet er, at Ritzau vil holde mikrofon for det uden at stille kritiske spørgsmål til det.

Selvfølgelig er det ikke fredelige midler, som skal benyttes for at få virksomhedsejere og selvstændige til at afgive de produktionsmidler, som de selv har købt eller skabt. Det er politiet, som skal sendes ud med pistoler og trusler om at tage folk med til indespærring i et fængsel, hvis de ikke makker ret. Ingen har jo lyst til at aflevere sin virksomhed frivilligt. Det er helt afgørende, at Enhedslisten kan få myndighederne til at true med vold og indespærring, hvis virksomhedsejenre ikke gør, som der bliver sagt.

En ufredelig og voldelig handling bliver ikke fredelig og nænsom af, at Enhedslisten vil have staten til at udføre den.

Derfor har liberale til alle tider ønsket at begrænse statens magtudøvelse. I erkendelse af, at magt er magt - også når staten står bag. Og på baggrund af den indsigt, at skønt magtudøvelse kan være nødvendigt for at sikre menneskers helt grundlæggende ret til at leve i fred og fordragelighed med deres omgivelser, så må magten begrænses, hvis den ikke i sig selv skal blive en trussel mod menneskers ret til at leve i fred og fordragelighed.

Denne magtbegrænsning ønsker man ikke hos Enhedslisten. Man ønsker, at staten skal bestemme meget mere, og dermed udøve meget mere magt. Det er en usympatisk, men dog ærlig sag. Det er imidlertid ikke ærligt at forsøge at bilde danskerne ind, at magten kan udøves med udelukkende fredelige midler, for det kan den ikke.

Kilde: