Velkommen tilbage til 180grader

LEDER: I dag skriver vi den 15. august 2019, og i dag kan venner af 180grader for alvor bydes velkommen tilbage. Fra i dag af begynder jeg som ny chefredaktør. Det betyder, at der i den kommende tid vil ske en masse nyt for 180grader og jer, der læser med.

Efter folketingsvalget er det borgerlige Danmark ikke, hvad det har været. Det samme gælder vores avis: heller ikke 180grader er, hvad vi førhen har været. Det skal der laves om på. Vi skylder hinanden, at vi igen når tidligere tiders højder. Det er nu, at både vores avis og det borgerlige Danmark skal genrejses. Forhåbentligt kan de to gå hånd i hånd.

Resten af august vil der derfor blive sat gang i nye tiltag på 180grader, og efterhånden som efteråret kommer tættere på, vil der komme stadigt flere ting til. Blandt andet vil der fremover i alle hverdage udkomme en leder med indspark til forskellige aktuelle debatemner. På sin vis fungerer dette lille skriv som det første i rækken.

Desuden vil vi snart lancere et nyhedsbrev, ligesom vi vil fokusere mere på selvstændig journalistik, end det hidtil har været tilfældet. Samtidigt vil vi udvide vores hold af bloggere, der leverer skarpe indspark til den aktuelle, borgerlige debat. Når vi for alvor går ind i efterårssæsonen, vil vi her på 180grader invitere til et kampagnefremstød for at sætte skub i genrejsningen af det borgerlige Danmark. Men mere om det senere.

Indtil for nyligt har jeg slået mine folder i partipolitik i LA og især i LAU. Fra dags dato trækker jeg mig dog ud af al partipolitisk virksomhed. Under valgkampen gik det op for mig, at den borgerlige kamp er større end de enkelte partier. Der er brug for en borgerlig-liberal vagthund, der er hævet over partipolitiske slagsmål og som kan holde den borgerlige fane højt. Det er præcis den vagthund, som 180grader skal være. 

Samtidig er der behov for, at de forskellige borgerlige lejre finder fælles grund at stå på, og derfor håber jeg meget, at 180grader fremover kan være en platform, hvor borgerlige af enhver støbning kan slå deres folder. Enige om alt behøver vi ikke at være, men fælles om den borgerlige kamp mod den regerende socialistisk-socialdemokratiske agenda er vi dog.

I dag går vi så småt i gang. Tak, fordi du læser med.

Husk i øvrigt, at 180grader er et frit medie, hvor alle kan deltage. Du kan nemt, hurtigt og gratis oprette dig som bruger her. Når du først er oprettet, kan du skrive artikler, dele interessante historier og kommentere på det, andre deler. Sammen skaber vi 180grader.

Har du gode idéer, tips til historier eller andet, som skal forbi 180grader, så skriv til os på [email protected]. Har du en skarp pen og er du frisk på at tilknyttet som fast blogger på siden, kan du fange os på samme mailadresse.

Claes Kirkeby Theilgaard, (ny) chefredaktør

0 Kommentarer

Log ind for at kommentere