Venstre, Danmarks andet socialdemokratiske parti

LEDER: Da Løkke sakkede agterud i valgkampen, ændrede han fuldstændigt dynamikken i det politiske spil med sin udmelding om, at han ønskede at søge...

Claes Kirkeby Theilgaard,

19/08/2019

LEDER: Da Løkke sakkede agterud i valgkampen, ændrede han fuldstændigt dynamikken i det politiske spil med sin udmelding om, at han ønskede at søge et regeringssamarbejde med Socialdemokratiet. Et SV- eller et VS-samarbejde, om man vil. I en samtalebog med den inciterende titel ”Befrielsens øjeblik” udfoldede Løkke for første gang sine idéer om et vovet samarbejde henover midten med den socialdemokratiske modpart, der ellers har været Venstres ærkefjende længe. Ifølge Løkke selv skulle finten ved et SV-samarbejde være, at man med succes kunne holde yderfløjene – fra Stram Kurs til Enhedslisten – udenfor indflydelse. Det kan meget vel være. Reelt set var idéen om et SV-samarbejde nok mere en måde at redde Løkkes egen røv og sikre ham en fortsat plads i formandsstolen i Venstre. Men uanset hvad, så kvæles den borgerlige opposition, så længe idéen om et SV-samarbejde hænger i luften.

Med udmeldingen om SV-samarbejde erkendte Løkke reelt set, at man med ham som formand i Venstre får et mere socialdemokratisk end borgerligt parti. Løkke står stadig ved den kanin, han hev ud af hatten i valgkampen, og han har endda fået banket Kristian Jensen på plads, da han kom med en ellers fuldt berettiget kritik af idéen om et SV-samarbejde.

Problemet er, at Løkke er blevet fanget i sin egen retorik fra valgkampen. Det bliver meget svært for Venstre at droppe SV-samarbejdet, så længe han er ved roret. Når man i hvert fald på papiret ønsker et samarbejde med S, er der grænser for, hvor hårdt man kan gå til dem. Med sin valgkampsgimmick har Løkke måske på kort sigt erobret vælgere, der lå og vippede på midten af det politiske spektrum, men han har på længere sigt svækket sit eget parti og den borgerlige opposition, som han burde lede.

Venstre er stadig blå bloks største parti og det traditionelle lederparti, som de andre borgerlige spillere sætter deres lid til. Når Venstre bliver tandløs og må holde igen på kritikken af den socialdemokratiske regering, bliver resten af den borgerlige opposition også afkræftet. Så længe idéen om et SV-samarbejde hænger i luften, kvæles den fælles borgerlige kamp.

Vil Venstre borgerligheden, bør man gøre rent bord og droppe idéen om SV-samarbejde. Ønsker man ikke det, bør man i det mindste være ærlige nok til at skifte navn fra ”Venstre, Danmarks liberale parti” til ”Venstre, Danmarks andet socialdemokratiske parti”.

Kilde: