Det er nu et år siden, at den svenske klimaaktivist Greta Thunbergs kampagne med "Skolstrejk för klimatet" tog fart. I løbet af det år er Thunberg gået fra at være en ganske almindelig teenager til at være en verdensstjerne, der taler for parlamenter, hilser på præsidenter og paver, udgiver bestsellerbøger og omtales som favorit til at vinde Nobels Fredspris. Men der er noget særligt over fænomenet Thunberg - og ikke på den udpræget gode måde. Adam Holm har i en kronik i Altinget undersøgt sin egen irritation over og modstand imod fænomenet Thunberg.
Forleden kom det også til mig. Den midaldrende mands noget nær totale nedsmeltning over fænomenet Greta Tintin Eleonora Ernman Thunberg, som hendes fulde navn lyder.
I et anfald af indestængt irritation hørte jeg pludseligt min egen stemme slynge kritiske brokker ud i luften. Ufordøjet, ræbende, grimt.
Anledningen var en samtale om politisk aktivisme i musik foranlediget af Greta Thunbergs samarbejde med det britiske band ’The 1975’. Den nu verdensberømte – og omstridte – svenske skolepige fremsiger en af sine dommedagstaler til tonerne af en klimprende guitar.
Det egentlige problem er, at Thunberg i overskriftsformer trækker på og gengiver disse forskere, men det er hende, sandsigersken, som bliver krediteret med en nærmest utrolig indsigt.
Hun forsker ikke, hun kender ikke til de videnskabelige metoder, hun har ikke gjort nogen selvstændige opdagelser baseret på langvarige empiriske studier. Hvordan skulle hun dog også have gjort det?
Hun var blot 15 år gammel og skoleelev, da hun blev opdaget af en journalist. Barnet Greta var god som clickbait for en værdig sag, men hun er hverken profet eller frelser. Hvis hun er noget, er det en herold, en budbringer af andres budskaber. Beskeden er modtaget, og ingen, som har en smule samvittighed, kan være kolde i hjertet over for opfordringen til at passe på vores fælles klode.
