Europa-Parlamentet erklærer undtagelsestilstand for klimaet

Klimaet er i en så slem forfatning, at det er nødvendigt at erklære undtagelsestilstand

Claes Kirkeby Theilgaard,

29/11/2019

Klimaet er i en så slem forfatning, at det er nødvendigt at erklære undtagelsestilstand. 

Det mener Europa-Parlamentet, der til stående applaus i parlamentssalen har vedtaget en resolution om "the climate and environment emergency". Dermed erklærer EU-parlamentet nu, at vi befinder os i en global klima- og miljøkrise.

Beslutningen om at erklære klima- og miljøkrise blev vedtaget med 429 stemmer for, 225 stemmer imod og 19 hverken for eller imod.

Resolutionen betyder, at klima og miljø fremover skal være øverst på dagsordenen når EU-parlamentarikerne udarbejder lovgivning. 

Samtidig understreger EU-parlamentet, at alle EU-lande bør forpligte sig til at arbejde hen mod at blive klimaneutrale i 2050.

Vedtagelsen af resolutionen vækker glæde hos Nikolaj Willumsen fra Enhedslisten. Han sidder i Europa-Parlamentet som koordinator i den rød-grønne venstrefløjsgruppe.

"Grundlæggende har vi sagt, at klimaet skal have absolut førsteprioritet. Det, vi har set starten på her, er et grønt flertal. Det er forhåbentlig noget, der kan holde ved", siger han til Ritzau.

Også Socialistisk Folkepartis parlamentsmedlem Kira Marie Peter-Hansen har i et Facebook-opslag udtryk glæde over, at resolutionen gik igennem.





Kilde: