Her er de røde støttepartiers fælles klimakrav

I dag mødes regeringen til forhandlinger med sine støttepartier Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Radikale Venstre. På menukortet er bl.a. udarbejdelsen af en bindende klimalov, og allerede inden forhandlingernes start har de tre støttepartiet fundet sammen om et fælles krav: en styrkelse af Klimarådet.

Klimarådet er det organ, der siden 2015 har rådgivet den siddende regering om, hvordan man bedst opnår omstillingen til at være et klimaneutralt land i 2050. Hverken SF eller Radikale har låst sig fast på, hvor mange ekstra midler, man ønsker at give til Klimarådet, men Enhedslisten er anderledes klar i mælet. De vil femdoble rådets årlige bevilling fra 10 mio. kroner til 50 mio. kroner årligt.

”Rådet er afgørende for, at vi får de rigtige beregninger, opfølgninger og løbende anbefalinger. Uden et stærkt klimaråd får vi virkelig svært ved at gennemføre alt, hvad der er behov for. Derfor vil vi sørge for, at de går fra en årlig bevilling på under 10 mio. kr. til minimum 50 mio. kr. Det er afgørende for den grønne omstilling, at rådet har mere end rigeligt med regnekraft og adgang til den relevante forskning” udtaler partileder for Enhedslisten Pernille Skipper i en pressemeddelelse.

Foto: Mogens Engelund, licens CC BY-SA 3.0

Læs artikel

0 Kommentarer

Log ind for at kommentere