Støttepartier vil have regeringen til at stoppe for oliejagten i Nordsøen

Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti mener, at regeringen af hensyn til klimaet bør lukke for nye tilladelser til oliefirmaer, der ønsker at...

Claes Theilgaard,

24/09/2019

Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti mener, at regeringen af hensyn til klimaet bør lukke for nye tilladelser til oliefirmaer, der ønsker at udvinde olie og gas op af Nordsøen. De to støttepartier lægger pres på regeringen i en fælles udmelding i dag. Med udmeldingen ønsker R og SF at droppe de eksisterende planer om at lade oliefirmaer lov til at udvinde olie og gas i Nordsøen frem til 2055. 

- Jeg vil være stolt over at være med til at sætte en stopper for det danske olieeventyr. Ikke fordi jeg ikke godt ved, at vi har haft masser af gavn og glæde af de indtægter, det har givet, men fordi vi er på vej mod en fossilfri fremtid.

- Og der er det jo altså vores ansvar nu at træffe de beslutninger, som gør, at vi kommer der hen hurtigst muligt. En af måderne at gøre det på er ved at stoppe nye tilladelser til udvindinger i Nordsøen, siger den radikale leder Morten Østergaard.

I alt fire udenlandske olieselskaber har lagt billet ind på at udvinde olie og gas i Nordsøen i 30 år frem til 2055 i den såkaldt ottende udbudsrunde for oliekoncessionerne i Nordsøen. Men det udbud skal nu helt sløjfes mener, de to partier.

- Det handler om klimaet, og vi skal jo til at have vedvarende energi i stedet for. Det er vejen frem, og det forurener ikke, siger SF-formand Pia Olsen Dyhr, der ’forventer’ at regeringen vil følge opfordringen.

- Når man hiver olie op af Nordsøen, så forbruger man jo olien, og den bidrager altså til et øget CO2-udspil. Og den er vi altså nødt til at mindske, hvis temperaturstigningen skal blive under halvanden grad, siger Pia Olsen Dyhr.