Venstre vil overbyde regeringens klimapulje med en halv milliard

Venstre er op til partiets kommende landsmøde i weekenden så småt begyndt at melde ud med deres ønsker til den kommende finanslov

Claes Kirkeby Theilgaard,

12/11/2019

Venstre er op til partiets kommende landsmøde i weekenden så småt begyndt at melde ud med deres ønsker til den kommende finanslov. Blandt andet melder den nyslåede V-formand Jakob Ellemann-Jensen i dag i Berlingske ud, at man til finanslovsforhandlingerne ønsker at overbyde regeringens klimapulje med en halv milliard kroner. Dog vil han ikke komme ind på, hvad de mange penge skal bruges på.

Klimaudspillet er Ellemanns første udspil, siden han overtog formandsposten fra Lars Løkke Rasmussen efter en kaotisk og langtrukken magtkamp, der førte til både Løkkes og daværende næstformand Kristian Jensens afgang.

Med det nye udspil på klimaområdet vil Ellemann insistere på, at klimapolitik godt kan lade sig gøre uden forhøjede afgifter og skatter.

"Vi har en halv milliard mere end det, der er lagt op til fra regeringens side, som, vi siger, skal gå til grønne løsninger. Vi ønsker at prioritere økonomien til det her. Det gør vi, dels fordi det er nødvendigt, men også fordi debatten hidtil kun har handlet om de 70 procent, altså om målet og ikke om midlet til at nå målet", siger han til Berlingske.

Dog vil Jakob Ellemann-Jensen ikke fortælle, hvor pengene præcis skal bruges. Det vil han lade være op til statsminister Mette Frederiksen, siger han. Dog understreger Ellemann, at han har masser af idéer til, hvor man kunne sætte ind og anvende pengene.

"Jeg kommer også med ideer til, hvor man kunne bruge dem. Dét, jeg så har brug for fra regeringen, er at få at vide, hvor effekten er størst, og hvor vi får mest ud af investeringen. Og det er nu engang en regering, der kan levere det", forsvarer Ellemann sig overfor Berlingskes interviewer.


Kilde: