Anerkendt klimaforsker kalder påstande i klimakritisk debatindlæg for »det rene vrøvl«

Det vakte en del opsigt, da tidligere statsgeolog og tidligere direktør for Forskningsstyrelsen Jens Morten Hansen i et debatindlæg i Kristeligt Da...

Claes Theilgaard,

17/07/2019

Det vakte en del opsigt, da tidligere statsgeolog og tidligere direktør for Forskningsstyrelsen Jens Morten Hansen i et debatindlæg i Kristeligt Dagbladfremførte de påstande, at klimakrisen er »overdrevet«, og at de fleste videnskabelige afhandlinger nu taler om, at klimaændringerne ligger inden for de naturlige udsving, vi har oplevet i de seneste 5.000 år.

»Vi har altså set det før, og hverken Jorden eller menneskeheden gik under. Tværtimod. Varmt klima har givet relativ velstand, sundhed og intellektuelt overskud, mens kuldeperioder har givet misvækst, pandemier og hungersnød,« lød et af Jens Morten Hansens argumenter.

Men de påstande har ikke hold i virkeligheden, lyder det fra én af Danmarks mest anerkendte klimaforskere, professor Jørgen Eivind Olesen fra AU's Institut for Agroøkologi, som i årevis har forsket i klimaets indvirkning på fødevareproduktionen, og som gennem en årrække har været en del af FN’s klimapanel, IPCC.

»Det er korrekt, at det i Europa har været tilfældet, at varmere klima har givet optimale forhold i forhold til afgrøder og vækst. Men dengang var vi i en situation, hvor det generelt var koldere, end det er nu. Så man kan ikke sammenligne det med den situation, vi er i nu. Essensen er, at det ikke kun handler om, at det bliver varmere. Det bliver også mere ekstremt, f.eks. med flere længere tørkeperioder. Og det er entydigt skadeligt,« siger Jørgen Eivind Olesen.