Bæverne ødelægger det hele, landmændene betaler

Byboere vil så gerne have lidt autentisk natur, så derfor har vi bævere i Danmark

LePe -180grader,

15/01/2019

Byboere vil så gerne have lidt autentisk natur, så derfor har vi bævere i Danmark. Dyrene ødelægger en masse natur, og det påfører ejerne store omkostninger. De ødelæggelser kan man ikke få erstatning for, siger nu også Vestre Landsret. DR skriver:

Lodsejer Find Andersen-Fruedahl fra Møborg mellem Lemvig og Holstebro får ikke erstatning for de skader, som bævere har forvoldt på hans ejendom.

Det har Vestre Landsret afgjort og stadfæster dermed en tidligere dom ved byretten i Holstebro.

- Jeg er skuffet. Vi havde håbet, at vi ville vinde, men jeg vidste godt, at det var usandsynligt, fordi det er den lille mand mod den store overmagt, siger Find Andersen-Fruedahl, der ejer 13 hektar jord ved Møborg, som han har plantet til med sitkagran, fyr og rødbøg.

Men bæverne respekterer ikke ejendomsretten. Ifølge Find Andersen-Fruedahl har bæverne fældet massevis af træer og forårsaget store oversvømmelser.

Derfor havde han krævet mindst 300.000 kroner af Miljøstyrelsen, som er myndighed på området.