Ny forskning: Nutidens klimaforandringer er helt uden fortilfælde i to årtusinder

Det har nærmest været et mantra på den mere skeptiske side i klimadebatten – at nutidens klimaforandringer ikke er mere kraftige end nogle af dem, Jorden ellers har gennemgået af ganske naturlige årsager gennem årtusinderne.

Nu hamrer tre nye og uhyre grundige forskningsresultater imidlertid en kraftig pæl gennem (mis)opfattelsen: Nutidens klimaforandringer ligger fuldstændig uden for skiven af alt, hvad kloden ellers har oplevet på området i de seneste 2.000 år. De er med andre ord helt unormale, væsentligt varmere, og i modsætning til i dag har andre perioder med markante klimaforandringer siden år 1 ikke været globale i deres udbredelse. Tværtimod.

På den baggrund konkluderer forskere tilknyttet universitetet i Bern i Schweiz i en artikel i tidsskriftet Nature, at de seneste årtiers menneskeskabte klimaforandringer »er uden fortilfælde« i de sidste 2.000 år, og det gælder såvel selve temperaturændringen som udbredelsen.