Simon Gardner Mogensen: Frihed, cigaretter og flertalstyranni

I et nyt indlæg på 180Grader skriver vores blogger Simon Gardner Mogensen om den seneste tids debat om cigaretter, afgifter og forbud

Claes Theilgaard,

07/10/2019

I et nyt indlæg på 180Grader skriver vores blogger Simon Gardner Mogensen om den seneste tids debat om cigaretter, afgifter og forbud. For ham er det et spørgsmål om at vælge mellem flertalstyranni og frihed, og i sådan et dilemma bør vi altid vælge friheden.

Så blev det cigaretternes tur. Endnu en genstand er lagt for had, i den kollektive sundheds og lykkes navn. Cigaretternes negative konsekvenser for samfundet som helhed, er blevet hegnspæl for debatten, hvor endnu en begrænsning af individets frihed er lagt for dagen.

En offentlig debat, hvor ingen midler lader til at vær for hårde at ty til, i overbevisningen om at vi kan få et sundere og dermed et lykkeligere liv. Med et flertal, der har sit på det tørre og en mulighed for kun at reducere en minoritets mulighed for at indrette sig som de ønsker, har debatten raseret.

Om det er diskussion om, hvorvidt prisen på en pakke cigaretter skal sættes op med 10kr, 20kr eller 60kr, snak om enten at sætte aldersgrænsen op eller helt forbyde den skadelige stang nikotin og tobak – så er der blot tale om forskellige former for flertalstyranni. Med flertallet som omdrejningspunkt for samfundets udvikling, er der tale om igangværende kollektivistisk orienteret udrensning af alle vaner eller tendenser, som ikke behager dem som er flest. 


Alligevel kan jeg naturligvis godt se det lyksalige i, at der i morgendagens Danmark ikke er nogen børn der starter med at ryge og at de nuværende rygere stopper med at ryge, så de kunne leve et længere, sundere og rigere liv. For der er ingen tvivl om, at argumenterne og fordelene for at lade være med at ryge vejer tungt. Men de hviler på en farlig præmis. Da dette ikke bare er en glidebane, men en tilgang og udvikling som bryder med de klassiske frihedstraditioner, hvor man passer sin egen kage og så længe man ikke er til skade for andre, så er man fri til at gør hvad der passer en.

I stedet bør man i et rigt og frit samfund som det danske, udelukkende efterstræbe at måle sin succes som nation ii den valuta, der hedder borgernes individuelle frihed. Dermed påbegyndes en udfasning af værdiladede centralt funderede målestokke, såsom folkesundhed og lykke. For sådanne begreber har ingen værdi, så snart de finder sted på bekostning af borgernes ret til at indrette sig som de ønsker.