Brian M. lover skattefrihed til OL-vindere

Slid hårdt med bøger for at dygtiggøre dig til dit fag, og du skal betale skat af din løn

Slettet Bruger,

26/08/2008

Slid hårdt med bøger for at dygtiggøre dig til dit fag, og du skal betale skat af din løn. Gør en storslået opfindelse, og du skal betale skat af din indtægt på den. Men bliv dygtig til en sportsgren, og så skal du slippe for at betale skat af dine præmiepenge. Det mener kulturminister Brian Mikkelsen, som havde en glædelig meddelelse til Danmarks medaljevindere, da de i aftes vendte hjem fra OL i Beijing: De skal ikke betale skat af deres præmiepenge, sagde han ifølge Ritzaus Bureau i en tale til dem, og atleterne brød ud i jubel.

"For nogle år siden indførte jeg en lovændring, som betød, at når kunstnere får en kunstpris, så skal de ikke betale skat af pengene. At man har skullet betale skat af dem, har jeg ikke kunnet forstå, og det strider i mod min moral. Vi fik ikke idrætsfolk med dengang, fordi det var svært rent skatteteknisk. Det der sker nu er, at medaljetagerne kommer på lige fod med andre kunstnere," uddyber Brian Mikkelsen overfor Ritzau.

Team Danmark giver atleterne 100.000 kroner for en guldmedalje, 70.000 kroner for en medalje af sølv og 35.000 kroner for en af bronze.

Brian Mikkelsen har dog ikke flertallet for en lovændring hjemme endnu, men det forventer han vil ske:

"Jeg kan ikke forestille mig, at de skulle stemme i mod den her gang," siger han.

Her har han måske gjort regning uden i hvert fald Dansk Folkeparti.

"Principielt er vi imod, at særlige ydelser skal være skattefri," siger DF-skatteordfører Mikkel Dencker til Politiken.

Brian Mikkelsen redegjorde ikke for, om hans forslag skal omfatte alle præmiepenge eller kun dem, der uddeles af det halvoffentlige Team Danmark. Med en bred definition vil Danmark formentlig kunne virke som en magnet på internationale sportsstjerner indenfor f.eks. tennis og golf, der tjener formuer i præmiepenge, og i dag bosætter sig i skattely som Monaco og Dubai for at kunne beholde deres penge.

[email protected]

Kilde: